Ankestyrelsens principafgørelse O-46-94

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 73, stk. 2

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge - lov nr. 1148 af 3. december 2008 - § 43, nr. 3

Forældrene til et barn diagnosticeret som MBD/DAMP, fik af kommunen afslag på friplads i fritidshjem efter betalingsbekendtgørelsens § 3, da kommunen mente, at barnet ikke faldt ind under persongruppen åndssvage, epileptikere, vanføre, talelidende, blinde, svagsynede, døve og tunghøre samt psykisk syge, som var omfattet af den tidligere særforsorg, og dermed af betalingsbekendtgørelsens § 3.

Ifølge psykologiske undersøgelser var barnet normalt begavet, men havde visuoperceptuelle og visuokonstruktive vanskeligheder, var angst og impulsiv, og havde en skrøbelig realitetstestning.

Ankenævnet pålagde kommunen at bevilge halv friplads med virkning fra handicappet blev konstateret. Ankenævnet lagde vægt på, at barnet afskolepsykologisk kontor var indstillet til amtskommunal special undervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, og derfor ansås for omfattet af betalingsbekendtgørelsens § 3 om friplads for børn med vidtgående fysiske og psykiske handicap.

I anken til Ankestyrelsen anførte kommunen, at indstilling tilbehandling efter folkeskolelovens § 19, stk. 2 ikke alene og auto matisk kan udløse nedsættelse af forældrebetalingen, idet også kravet om behandlingsmæssige årsager skal være opfyldt. Kommunen ønskede afklaret om personkredsen af vidtgående fysisk og psykiskhandicappede var udvidet til andre end de nævnte og om betalingsbe kendtgørelsens betingelser om vidtgående handicap og ophold i daginstitution skal være opfyldt samtidig for at udløse nedsat betaling, om diagnosen MBD/DAMP er lægeligt anerkendt og om samtlige de børn, der får støtte efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, er omfattet af betalingsbekendtgørelsens betingelser om betaling. Ankenævnet anså børn og unge, der havde behov for særlig vidtgående hensyntagen eller støtte efter folkeskolelovens § 19, stk. 2, for omfattet af persongruppen i betalingsbekendtgørelsens § 3. Nævnet mente desuden, at barnet havde ophold i fritidshjemmet af behandlingsmæssige årsager. Ifølge ankenævnets supplerende oplysninger fra skolepsykolog "koksede barnet totalt" på udflugter, og der skulle være en til at holde øje med ham. Han havde motoriske vanskeligheder, urolige bevægelser, var psykisk meget umoden og humørsvingende. Han havde lettere grænsepsykotiske træk, og kom let i konflikt. Han var kun i stand til at indlære under meget kontrollerede rammer.

Under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen oplyste Undervisnings ministeriet, at specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2 ikke kun bevilges til børn, der er vidtgående handicappede, men også til børn med f. eks. så massive sociale problemer, at det forhindrer dem i at følge den normale undervisning.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af om MBD/DAMP børn kan anses for vidtgående fysisk eller psykisk handicappede i relation til friplads i daginstitution.

Forældrene var berettiget til halv friplads til barnet efter § 3 i Socialministeriets betalingsbekendtgørelse.

Begrundelsen var, at barnet, ud fra beskrivelsen af hans funktionsev ne, ansås for at falde ind under begrebet vidtgående handicappet, og at hans handicap skønnedes at være så svært, at daginstitutionsophold måtte anses for at være et nødvendigt led i behandlingen af ham.

Ankestyrelsen tog ved vurderingen udgangspunkt i, at diagnosen "MBD", (d.v.s. minimal brain dysfunction), eventuelt kombineret med angivelsen "DAMP", (d.v.s. deficit of attention motor control and perception), er en velkendt børnepsykiatrisk diagnose. Ankestyrelsen tog endvidere udgangspunkt i, at MBD-børn har symptomer i varierende grad. Det må derfor bero på en konkret vurdering, om der i det enkelte tilfælde er tale om så udtalte vanskeligheder, at daginstitutionsophold er et nødvendigt led i behandlingen.

Ankestyrelsen fandt samtidig, at bevilling af specialundervisning efter folkeskolelovens § 19, stk. 2 ikke automatisk udløser fripladsefter betalingsbekendtgørelsens § 3, da bestemmelsen i folkeskole loven ifølge oplysninger fra undervisningsministeriet retter sig mod en bredere personkreds end personer med vidtgående fysisk og psykisk handicap.

Ankestyrelsen var således enig med ankenævnet i, at forældrene var berettiget til halv friplads efter betalingsbekendtgørelsens § 3 til barnets ophold i fritidshjem, men efter en konkret vurdering af graden af barnets vanskeligheder.

Med denne ændrede begrundelse tiltrådte Ankestyrelsen således ankenævnets afgørelse.