Ankestyrelsens principafgørelse B-4-94

Lov om en børnefamilieydelse - lovbekendtgørelse nr. 791 af 1. oktober 1995 - § 2, stk. 1, nr. 2, § 2, stk. 1, nr. 4 og § 4, stk. 6

Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - lovbekendtgørelse nr. 254 af 8. april 1992 - § 3, § 5, stk. 1, nr. 2, § 5, stk. 1, nr. 4, § 5, stk. 1, nr. 5 og § 8, stk. 6

Sikringsstyrelsens vejledning nr. 158 af 18. december 1986 om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag - pkt. 20, pkt. 24, pkt. 3, pkt. 6

Skattedepartementets cirkulære nr. 148 af 17. december 1986 om lov om en børnefamilieydelse - pkt. 5

En mand rejste i juni 1991 sammen med sin 17-årige søn til Afrika på familiebesøg. Sønnen vendte i juli 1991 tilbage til Danmark, da han skulle starte på teknisk skole. Faderen havde lovet sønnen, at han ville komme hjem til Danmark i august 1991. På grund af et familiemedlems dødsfald, så faderen sig imidlertid ikke i stand til at returnere her til landet før midt i oktober 1992. I oktober 1991 rettede sønnen henvendelse til kommunen og anmodede om hjælp til betaling af husleje. Han forklarede, at han boede i faderens lejlighed, og at han pr. 1. oktober 1991 havde fået arbejde som avisbud. A-indkomsten udgjorde ca. 2.800 kr. pr. måned. Kommunen ydede på denne baggrund hjælp med ca. 2.240 kr. pr. måned tilbetaling af huslejen. Hjælpen blev ydet til faderen og med tilbage betalingspligt. Det var på daværende tidspunkt uklart, hvornår faderen ville vende tilbage. Kommunen frafaldt efterfølgende kravet om tilbagebetaling. Med virkning fra oktober kvartal 1991 standsede kommunen udbetaling af børnetilskud og børnefamilieydelse.

Den 8. januar 1993 traf kommunen formel afgørelse om, at faderen ikke var berettiget til børneydelser for perioden 1. oktober 1991 - 31. december 1992.

Den 24. november 1993 tiltrådte ankenævnet den påklagede afgørelse under henvisning til børnetilskudslovens § 5, stk. 1, nr. 5 og børnefamilieydelseslovens § 2, nr. 2. Nævnet lagde vægt på, at hverken faderen eller sønnen kunne anses for at have bevaret hjemsted her i landet under faderens ophold i Afrika.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, under hvilke betingelser et barn kan anses for at have hjemsted her i landet, når indehaveren af forældremyndigheden bor i udlandet.

Der var ret til ordinært børnetilskud og børnefamilieydelse for perioden 1. oktober 1991 - 31. december 1992, idet sønnen måtte anses for at have haft hjemsted her i landet og ikke kunne anses for forsørget af offentlige midler i den pågældende periode.

Ydelserne skulle udbetales til sønnen, da han havde klaret sig selv.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at faderen siden august 1991 havde haft ophold i Afrika på ubestemt tid, og at han på ingen måde havde sørget for sin søn, samt at sønnen havde boet alene og klaret sig selv. Der blev herved taget hensyn til, at sønnen havde haft en indtægt, der måtte anses for et tilstrækkeligt grundlag for hans forsørgelse.

Med hensyn til størrelsen af sønnens indtægt lagde Ankestyrelsen vægt på, at et barn i overensstemmelse med statsamternes praksis for ophævelse af bidragsresolutioner i almindelighed anses for at kunne forsørge sig selv, hvis bruttoindkomsten svarer til 2,5 - 3 gange normalbidraget.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at kommunens hjælp til betaling af husleje var ydet til faderen for, at boligen kunne være til rådighed for ham ved tilbagekomsten.

Ankestyrelsen tog ikke stilling til, hvorvidt faderen havde været berettiget til økonomisk hjælp efter bistandsloven under opholdet i udlandet.