Et ankenævn tiltrådte kommunens afgørelse om, at en kontaktlinse bevilget som hjælpemiddel efter hjælpemiddelbekendtgørelsens § 16, stk. 2 skulle leveres af en bestemt leverandør, som kommunen havde indgået samarbejdsaftale med.
Danmarks Optikerforening henviste til, at den persongruppe, der eromfattet af hjælpemiddelbekendtgørelsens bestemmelser om synshjælpe midler, er meget afhængig af, at synshjælpemidlet er tilpassetkorrekt. Synshjælpemidler kunne derfor sidestilles med særlig person lige hjælpemidler, hvor brugeren skal sikres indflydelse på valg af leverandør.
Socialministeriet udtalte, at spørgsmålet om, hvorvidt brilleglas /kontaktlinser kan betegnes som et særlig personligt hjælpemiddel, ikke var fremme ved drøftelserne i 1987-1988 i forbindelse medændring af hjælpemiddelbekendtgørelsen og udarbejdelse af den til hørende vejledning.
Efter ministeriets opfattelse gjorde der sig ikke helt den samme begrundelse gældende for brilleglas/kontaktlinser som for de i vejledningen nævnte særlige personlige hjælpemidler. Det var i den forbindelse ikke afgørende, at der skulle foretages en individuel udmåling og tilpasning. Det var en forudsætning, at den fornødne faglige ekspertise var stillet til rådighed, og at der i prisaftalen var adgang til at tage hensyn til særlige behov.
Ved svagsynshjælpemidler, der ikke er færdigfremstillede industrielle produkter, og hvor der kræves en højt kvalificeret baggrund for at kunne forarbejde svagsynshjælpemidlet, kan der være tale om et så tæt samarbejde mellem bruger og leverandør, at der kan paralleliseres til de i vejledningen nævnte eksempler på særlig personlige hjælpemidler, hvor brugeren skal sikres indflydelse på valg af leverandør.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en indgået prisaftale efter bekendtgørelsens § 4, stk. 2, må udelukke andre leverandører, såfremt de kan levere til de i prisaftalen fastsatte vilkår.