Ankestyrelsens principafgørelse O-52-94

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11

Lov om offentlig forsorg - lov nr. 169 af 31. maj 1961 - § 117

Sagen vedrørte en kvinde, der var født i 1944, og som af A kommune i 1966 blev indlagt på hospitalet F. Hun blev i 1972 overført til plejehjem i B kommune. A kommune var hendes retlige opholdskommune i henhold til den dagældende forsorgslov.

Hun indgik den 2. august 1974 ægteskab med en medpatient, som havde retlig opholdskommune i C kommune, jf. dagældende forsorgslov.

I februar 1975 blev ægteparret overført til plejehjemmet M i A kommune.

C kommune havde som retlig opholdskommune for kvinden efter den særlige ægteskabsregel i forsorgslovens § 117 afholdt udgifterne til hende.

I juni 1991 fremsatte C kommune et tilbagesøgningskrav på kr. 2.966.308 kr. overfor A kommune.

I et brev af 13. januar 1992 indbragte A kommune dette krav for ankenævnet.

Nævnet fandt, at C kommune i henhold til forsorgslovens § 117, stk. 1, var retlig opholdskommune for kvinden og dermed pligtig til efter forsorgsloven at refundere A kommunes udgifter til hendes ophold på plejehjemmet M for perioden 11. februar 1975 til 1. april 1976.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden ved indgåelse af ægteskab i 1974 under institutionsophold fik retlig opholdskommune som ægtefællen. Derimod fandt nævnet, at C kommunes refusionspligt vedrørende kvinden bortfaldt med bistandslovens ikrafttræden den 1. april 1976.

Nævnet fandt videre, at C kommunes krav mod A kommune om tilbage betaling af de udgifter til bistand vedrørende kvinden, som C kommune havde betalt til A kommune for perioden efter den 1. april 1976, hvor C kommune ikke var pligtig til efter bistandsloven at betale sådanne udgifter, ikke kunne anses for bortfaldet efter bistandsloven, idet denne ikke indeholder frister for fremsættelse af refusionskrav.

Nævnet fandt heller ikke, at tilbagebetalingskravet var omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i forældelsesloven af 1908.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, dels om § 117 i forsorgsloven fandt anvendelse på ægteskaber, der var indgået under institutionsophold, når ægtefællerne ikke havde haft forudgående fælles bopæl, dels om bistandslovens ikrafttræden medførte ændringer i adgangen til refusion, og dels om et eventuelt tilbagesøgningskrav er undergivet forældelse efter 1908-loven § 1, stk. 1, nr. 6.

Ankestyrelsen fandt, at C kommune i perioden fra kvindens indgåelse af ægteskab den 2. august 1974 til bistandslovens ikrafttræden den 1. april 1976 har været retlig opholdskommune for hende, jf. forsorgslovens § 117, uanset at ægteskabet var indgået under institutionsophold, og uanset at ægtefællerne ikke havde haft forudgående fælles bopæl, idet der ikke i § 117 eller i øvrigt i forsorgsloven er holdepunkter for andet.

Ankestyrelsen fandt videre, at den særlige ægteskabsregel i forsorgslovens § 117, hvorefter hustruen havde samme retlige opholds kommune som ægtemanden bortfaldt ved bistandslovens ikrafttræden den 1. april 1976. På denne baggrund ophørte C kommunes forpligtelse pr. 1. april 1976.

I perioden efter 1. april 1976 ansås A kommune for at være handle- og betalingskommune for kvinden, jf. bistandslovens § 10, og der var ikke forhold, der indebar, at C kommune kunne anses for at være refusionspligtig.

På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at C kommune havde et tilbagesøgningskrav fra A kommune for perioden efter 1. april 1976.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at dele af dette krav var forældet efter lov nr. 274 af 22. december 1908 om forældelse af visse fordringer § 1, stk. 1, nr. 6.

Forældelsen af fordringen ansås for afbrudt 13. januar 1992 - tidspunktet for sagens indbringelse for det administrative ankesystem jf. 1908-lovens § 2, således at den del af fordringen, der lå mere end 5 år før denne dato, var forældet og ikke ville kunne kræves tilbagebetalt af C kommune fra A kommune.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse på dette punkt.