Ankestyrelsens principafgørelse T-5-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om delpension - lovbekendtgørelse nr. 226 af 5. april 1991 - § 12, stk. 1

Socialministeriets vejledning om delpension af 26. februar 1992 - pkt. 3

Note:

*) Note: Bekendtgørelsen er nu afløst af bekendtgørelse nr. 688 af 11. oktober 1991, som ændret ved bekendtgørelse nr. 683 af 25. august 1993.

Kommunen fandt ved den årlige kontrol den 1. oktober 1992, at landmanden, som blev bevilget delpension fra den 1. november 1990, havde været ansat som ejendomsformidler i et ejendomskontor fra 1. januar 1991 til 30. september 1992.

Kommunen fandt herefter, at landmanden uberettiget havde modtaget delpension som selvstændig fra 1. januar 1991, og at der i henhold til delpensionslovens § 12, stk. 1 og § 13 skulle ske tilbagebetaling af den udbetalte delpension fra 1. januar 1991, da landmanden fra dette tidspunkt havde haft indkomst som lønmodtager. Kommunen fandt videre, at der ikke kunne ske genindtræden i delpensionsordningen.

Nævnet stadfæstede kommunens afgørelse, herunder kravet om tilbagebetaling af den modtagne delpension i perioden fra 1. januar 1991 til 1. november 1992. Nævnet tog ikke stilling til spørgsmålet om genindtræden i delpensionsordningen.

Nævnet fandt videre, at landmanden som modtager af delpension som selvstændig erhvervsdrivende ikke samtidig kunne oppebære lønindtægt, samt at det ikke havde nogen betydning, at arbejdet delvist var betegnet som fritidsbeskæftigelse.

Nævnet fandt også, at landmanden havde modtaget delpension mod bedre vidende, da han skriftligt var gjort bekendt med, at han skulle underrette kommunen om enhver varig ændring i den gennemsnitlige arbejdstid, og at landmanden således ikke havde opfyldt sin oplysningspligt.

I klagen fremførte landmanden, at han var af den opfattelse, at han godt kunne bistå ejendomskontoret som landbrugssagkyndig, og at opgaven delvist blev udført som fritidsbeskæftigelse. Han fremførte, at honoraret blev udbetalt i forhold til antal handler, og at honoraret hverken kunne henføres til lønindtægt i henhold til § 1, stk. 1, nr. 1 eller stk. 2, nr. 4, i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 153 af 5. marts 1990 om dagpenge ved sygdom eller fødsel.

Det fremførtes videre i klagen, at landmanden samtidig med indgåelsen af samarbejdsaftalen med ejendomskontoret reducerede den del af landbrugsvirksomheden, som bestod af maskinstationsvirksomhed. Samtidig hermed bibeholdt landmanden uændret en hidtidig medarbejders ansættelse.

Med hensyn til oplysningspligten anførtes i klagen, at denne var overholdt, da der blot var tale om flytning af den godkendte arbejdstid til selvstændig virksomhed fra en type virksomhed til en anden type virksomhed, og at det samlede arbejdskrav for selvstændige erhvervsdrivende på delpension således var overholdt. Endvidere havde landmanden forespurgt i kommunens skatteforvaltning, om udbetaling fra ejendomskontoret skulle være A- eller B-indkomst, og at der dertil blev svaret, at det var ligegyldigt.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en landmands indtægt fra et ejendomsfirma skulle betragtes som lønindtægt eller anden dagpengegivende erhvervsindtægt samt om der skulle ske tilbagebetaling.

Inden sagens behandling i principielt møde blev spørgsmålet om afgrænsningen mellem lønindtægt og anden dagpengegivende erhvervs indtægt forelagt Dagpengeudvalget til præjudiciel afklaring.

Indtægten fra ejendomskontoret måtte anses for lønindtægt.

Ankestyrelsen lagde ved sin afgørelse vægt på, at ejendomskontoret havde instruktionsbeføjelser overfor landmanden, samt at det herudover af ansættelses- og samarbejdsaftalen fremgik, at samarbejdet var omfattet af funktionærlovens almindelige opsigelsesregler. Landmanden kunne ikke som modtager af delpension som selvstændig samtidig have lønindtægt uden at miste retten til delpension.

Landmanden havde tilsidesat sin oplysningspligt overfor kommunen, idet han ikke underrettede kommunens pensionsafdeling om beskæftigelsen i ejendomskontoret, og han havde derfor pligt til at tilbagebetale den delpension, som han havde modtaget fra 1. januar 1991 til 1. november 1992.

Ved afgørelsen af tilbagebetalingsspørgsmålet fandt Ankestyrelsen ikke, at landmanden havde opfyldt sin oplysningspligt overfor Socialforvaltningen ved at spørge kommunens skatteforvaltning til råds.

Ankestyrelsen hjemviste til ankenævnet at træffe afgørelse af spørgsmålet, om der kunne ske genindtræden i delpensionsordningen, idet nævnet ikke havde truffet afgørelse i dette spørgsmål.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse på de punkter, hvor der var truffet afgørelse.