Ankestyrelsens principafgørelse O-114-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 15, stk. 5, § 33, stk. 1, § 33, stk. 2, nr. 1 og § 33, stk. 2, nr. 7

Sagen vedrørte en nu 18-årig ung mand. Han og hans søskende havde haft en række hjemlige og boligmæssige problemer, som havde medført forskellige hjælpeforanstaltninger.

I foråret 1989 var der overvejelser om den dengang knap 13-åriges skoleplacering. Skole- og kulturforvaltningen anbefalede, at han blev placeret på en kommunal heldagsskole. Skolen var etableret i henhold til folkeskolelovens § 19, stk. 1.

Af forskellige grunde ønskede moderen ikke, at sønnen skulle optages på denne heldagsskole. Hun havde selv kontakt til en produktionsskole og søgte kommunen om hjælp til betaling heraf. Kommunen fastholdt, at tilbuddet om heldagsskolen var relevant og tilstrækkeligt og gavderefter afslag på at yde støtte til den af moderen ønskede skolepla cering, hvilket ankenævnet stadfæstede.

Pågældende var elev på produktionsskolen som gratist fra sommeren 1989 til foråret 1992, hvor moderen igen søgte socialforvaltningen om betaling af dagskoleophold på produktionsskolen, idet fripladsen muligvis ville bortfalde.

Kommunen fastholdt afslaget på støtte til produktionsskolen, idet der var mulighed for at anvise pågældende en plads på heldagsskolen, svarende til den alder han nu havde, det vil sige 10. kl. Overfor det sociale ankenævn gjorde moderen og produktionsskolen gældende, at pågældende havde gennemgået en positiv udvikling på produktionsskolen og burde fastholdes heri.

På baggrund af de for nævnet foreliggende oplysninger pålagde nævnetkommunen at yde hjælp til betaling af dagskoleophold på produktio nsskolen for skoleåret 1992/93 til pågældende. Som begrundelse for afgørelsen henviste nævnet til, at pågældende havde profiteret af opholdet på produktionsskolen. Nævnet fandt endvidere, at det var hensigtsmæssigt at undgå skoleskift.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvilken betydning det har, at nævnet tidligere har stadfæstet afslag på samme udgift, samt til belysning af hvilken betydning det har, at barnet rent faktisk er i gang med en ønsket foranstaltning uden offentlig medvirken. Desuden blev spørgsmålet om nævnets kompetence behandlet.

Ankestyrelsen fandt, at det faktum, at ankenævnet tidligere havde stadfæstet afslaget på samme udgift, ikke var til hinder for, at ankenævnet ved en senere behandling af en ansøgning kunne komme til et andet resultat.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ankenævnet ved sin afgørelse måtte tage udgangspunkt i oplysninger om de aktuelle forhold vedrørende personen.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at barnet forud for ansøgningen rent faktisk havde været i gang med den ønskede foranstaltning uden offentlig medvirken, ikke havde selvstændig betydning ved afgørelsen om eventuel fremtidig støtte hertil.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at det er en aktuel vurdering, om betingelsen i bistandslovens § 33, stk. 1, for at iværksætte foranstaltninger er til stede, og kun såfremt disse betingelser er til stede, foretages valg mellem hjælpeforanstaltninger.

Ankestyrelsen fandt, at ankenævnet havde haft adgang til at efter prøve, om de kriterier, der dannede grundlag for kommunens afgørelse, var lovlige, herunder om alle relevante kriterier var medinddraget i vurderingen, og om prioriteringen mellem de valgte kriterier var foretaget i overensstemmelse med almindelige retsprincipper.

Ankestyrelsen fandt imidlertid, at ankenævnet alene kunne afgøre, hvorvidt drengen var omfattet af bistandslovens § 33, stk. 1, og herefter pålægge kommunalbestyrelsen at beslutte foranstaltning, herunder type, f.eks. i form af en produktionsskole.

Begrundelsen herfor var, at valg af konkret foranstaltning hører un der bistandsudøvelsen, hvor kommunalbestyrelsen har kompetencen.

Da kommunen efter det oplyste i sagen alene havde henvist til sin tidligere afgørelse i 1989 og ikke vurderet ansøgningen ud fra drengens aktuelle undervisningsmæssige behov og sociale adfærd, fandt Ankestyrelsen ikke anledning til at kritisere, at nævnet pegede på produktionsskolen som en egnet foranstaltning. Ankestyrelsen har herved lagt vægt på, at kommunen ikke havde opstillet et alternativ inden for denne institutionstype.

Ankestyrelsen henviste med hensyn til ankenævnets kompetence lige ledes til SM 0-98-93 om en situation, hvor kommunen ikke selv havde peget på en anden institution af samme indhold og karakter.