En 17-årig pige havde i forbindelse med optagelse på kostgymnasium søgt om hjælp til et tekstbehandlingsanlæg til brug ved skolearbejdet, da hun led af ungdomsleddegigt.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag på det ansøgte med den be grundelse, at et tekstbehandlingsanlæg måtte betragtes som et hjælpemiddel ved uddannelsen, og at ansvaret derfor påhvilede gymnasiet, jf. Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 6 februar 1990.
Det var om ansøgerens gigtlidelse oplyst, at den i det væsentligste var i ro, men at det ikke kunne udelukkes, at den senere ville komme i udbrud.
Der var på kostafdelingen 2 pc'ere, der kunne benyttes af eleverne, og gymnasiet havde til brug i visse situationer stillet pc'ere til rådighed for eleverne uden for skoletid.
Ankestyrelsen rettede under sagens behandling henvendelse til Under visningsministeriet, der oplyste, at hjælpemidler ifølge § 9, stk. 5 i bekendtgørelse nr. 176, af 6. februar 1990, efter praksis alene omfatter hjælpemidler på uddannelsesstedet.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om udgiften til et tekstbehandlingsanlæg skulle afholdes af gymnasieskolen eller af socialforvaltningen, og om ansøgeren opfyldte betingelserne i sociallovgivningen for at få hjælp, såfremt tilfældet hørte under bistandsloven.
