Sagen drejede sig om erstatning for varigt mén til en 44-årig lokomotivfører.
Skadelidte var i juni 1989 under sit arbejde udsat for, at en personbil kørte gennem en bom og ind i forenden af det tog, hvor han var lokomotivfører. Ved sammenstødet blev 4 mennesker dræbt. I tiden efter påkørslen fik skadelidte psykologbistand på grund af voldsom krisereaktion med angst, nervøsitet, søvnproblemer og koncentrationssvækkelse.
I november 1991 var skadelidte udsat for en episode, hvor han var ret tæt på at påkøre en traktor, der var ved at køre ud foran hans tog. I tilslutning hertil fik skadelidte påny angstsymptomer og blev henvist til psykologbehandling. Samtaleterapi medførte ingen betydende bedring af den psykiske tilstand. Skadelidte havde tillige hukommelses- og koncentrationsbesvær. I juli 1992 blev skadelidte fritaget for strækningskørsel, og han fik arbejde med lokalrangering og andre arbejdsopgaver. Kort tid efter blev skadelidte afskediget med svagelighedspension.
Af de lægelige oplysninger fremgik bl.a., at skadelidte inden ulykkestilfældet havde været fuldstændig psykisk rask, men at han siden var blevet stadig dårligere fungerende. Skadelidte levede nu et meget invalideret og handicappet liv i forhold til tidligere.
Skadelidte befandt sig i en kronisk krisetilstand med angst, skyldfølelse og hjælpeløshed, hvor der ikke umiddelbart var nogen udsigt til bedring. Skadelidte havde udviklet en tiltagende lav frustrationstærskel med øget irritation og vrede over småting, ligesom han havde fået svært ved at koncentrere sig. Skadelidte blev endvidere meget lettere angst og bange end tidligere.
Arbejdsskadestyrelsen fastsatte méngraden til 10%. Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at der efter de lægelige oplysninger fandtes et psykisk mén på 10%.