Ansøger, der boede alene med sit fireårige barn i A kommune, søgte om flyttehjælp, da hun havde fået en lejlighed i B kommune. Hun oplyste endvidere, at hun havde fået fuldtidsarbejde fra den 1. oktober 1992 i nærheden af sin bolig.
A kommune anmodede den 1. september 1992 B kommune om flytteaccept.
Kommunen fandt, at ansøger ville kunne betale huslejen på 5.151 kr. og á conto varme 722 kr. pr. måned med indtægten fra fuldtidsarbejde, hvis hun lejede et værelse ud til sin søster for 1.300 kr. pr. måned.
B kommune afslog at give samtykke til flytningen under henvisning til, at ansøger ikke ville være i stand til at betale huslejen, da hendes indkomst ikke ville udløse boligsikring. B kommune anførte endvidere, at ansøger tilsyneladende ikke havde fået løst sit børnepasningsproblem.
Det fremgik af sagen, at ansøger alligevel ikke kunne få sit barn passet. Hun begyndte således ikke at arbejde den 1. oktober 1992, og ansættelsen blev annulleret.
Det sociale ankenævn tiltrådte B kommunes afgørelse med den begrundelse, at A kommune ikke havde sikret sig, at børnepasnings problemet var løst, eller at der var vilje og evne til at løse problemet, således at ansøgers accept af arbejdstilbuddet blev reelt.
Nævnet fandt således, at der ikke, da A kommune ydede flyttehjælpen, reelt var udsigt til, at flytningen ville medføre en erhvervsmæssig forbedring. Nævnet var endvidere enig i B kommunes betænkeligheder med hensyn til, at ansøger under alle omstændigheder ville blive afhængig af, at hendes søster bidrog til huslejebetalingen.
A kommune anførte i sin klage til Ankestyrelsen, at ansøger havde oplyst, at hun havde skaffet privat pasning til barnet. Dermed mente A kommune, at hun på ansøgningstidspunktet opfyldte betingelserne for at få flyttehjælp. A kommune havde ingen indflydelse på, at ansøger alligevel ikke kunne få barnet passet, ligesom B kommune ikke kunne anvise pasning til barnet, da ansøger skulle begynde fuldtidsarbejde.
A kommune anførte endelig, at hvis ankenævnets afgørelse blev tiltrådt, kunne det betyde, at arbejdsløse, hvis de fandt arbejde i en anden kommune, kun opfyldte betingelserne for at få flyttehjælp, hvis de flyttede til en kommune, der kunne anvise børnepasning.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om fra flytningskommunen i forbindelse med en ansøgning om flyttehjælp har pligt til at sikre sig, at børnepasningsproblemet er løst.
