Sagen vedrørte en 54-årig tidligere skibsstewardesse, som havde fået anerkendt en lidelse i form af toksisk håndeksem som en arbejdsskade.
I september 1992 blev skadelidte opsagt fra sit arbejde. Begrundelsen for opsigelsen var for mange sygedage, som følge af den anerkendte eksemlidelse.
I januar 1993 havde Ankestyrelsen fastsat méngraden som følge af eksemlidelsen til 15%.
Skadelidte søgte sin kommune om hjælp til revalidering. Kommunen anerkendte skadelidte som revalident, men meddelte afslag på støtte til den ønskede uddannelse. Afslaget var begrundet med, at en 3-årig uddannelse ikke kunne anses for påkrævet som kompensation i skadelidtes tilfælde. Det var kommunens vurdering, at skadelidte kunne kompenseres ved at få hjælp til at finde andet arbejde. Det sociale ankenævn havde ikke fundet grundlag for at tilsidesætte kommunens skøn.
Af økonomiske årsager raskmeldte skadelidte sig, og hun modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge.
Arbejdsskadestyrelsen meddelte skadelidte afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da erhvervsevnetabet var mindre end 15%.
Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelsen med, at skadelidte modtog arbejdsløshedsdagpenge, og således stod til rådighed for arbejdsmarkedet. Skadelidtes erhvervsevne skønnedes således ikke nedsat, uanset at hun for tiden havde nedsat indtægt.
Skadelidte anførte i klagen blandt andet, at hun havde en erhvervsbegrænsning, da hun ikke fremover kunne påtage sig et vådt arbejde eller arbejde, hvor hun kom i berøring med irritative stoffer.
