En 88-årig kvinde i A kommune havde søgt om optagelse i et plejehjem i B kommune. Ansøgningen var begrundet med, at det store flertal af de mennesker, som kvinden og ægtefællen havde nær tilknytning til, boede i B kommune, hvor ægteparret tidligere havde boet, og navnlig fordi ægteparret altid havde søgt sammen med de mennesker, som de kunne møde i bl.a. missionshuset og en bibelkreds i kommunen. Der var endvidere henvist til, at den kristne tro var ægteparrets livs grundlag, og at plejehjemmet var et diakonhjem, der blev ledet af et forstanderpar med en personlig kristen grundholdning.
A kommune afslog ansøgningen og anførte, at kvinden var blevet visiteret til optagelse i et plejehjem i A kommune.
Afgørelsen blev indbragt for ankenævnet, som fandt, at kvinden var berettiget til optagelse i plejehjemmet i B kommune. Nævnet lagde vægt på kvindens ønske om, af religiøse grunde, at blive optaget i plejehjemmet og om at bevare kontakten med bekendte i B kommune.
A kommune klagede over nævnets afgørelse til Ankestyrelsen. I klagen anførte kommunen, at plejehjemmet var ejet af Diakonsammenslutningen og havde overenskomst med B kommune, som foretog visitationen til plejehjemmet. Plejehjemmet var B kommunes eneste tunge plejehjem og var opført med henblik på kommunens beboere uden hensyntagen til eventuelle religiøse interesser.
Ankestyrelsen indhentede vedtægter for Sammenslutningen af Diakonhjem og driftsoverenskomsten mellem sammenslutningen og B kommune. I § 1 i vedtægterne var det anført, sammenslutningen var en selvstændig institution, som havde til formål med diakoner som ledere at drive plejehjem i henhold til omsorgsloven (nu bistandsloven).
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvilke plejehjem, der som hovedformål har, at personer med samme religiøse overbevisning kan være sammen, samt hvad der skal forstås ved "nære pårørende", som den pågældende har en nær tilknytning til.
