Sagen drejede sig om en flygtning, som var kommet til Danmark med sit barn i 1985. I starten af sit ophold var han tilknyttet Dansk Flygtningehjælp, der hjalp ham med at søge om ordinært og ekstra børnetilskud. Fra november 1986 modtog han kontanthjælp fra kommunen.
Han meddelte den 31. august 1987 kommunen, at han agtede at gifte sig i udlandet. Den 3. oktober 1987 blev det registreret i folkeregistret, at han var blevet gift den 1. oktober 1987. I den forbindelse blev kontanthjælpen omregnet til ægtefælletakst.
Ved en ændring på folkeregistret i december 1991, som påvirkede børnetilskudssystemet, kom familieafdelingen i berøring med sagen, og det konstateredes, at der fortsat blev udbetalt ordinært og ekstra børnetilskud. Kommunen krævede tilbagebetaling af børnetilskud for perioden fra januar kvartal 1988 til oktober kvartal 1991 med i alt 27.840 kr., idet han efter den 1. oktober 1987 ikke længere havde været enlig. Kommunen henviste som begrundelse for kravet om tilbagebetaling til, at der ved hver udbetaling til den pågældende var vedlagt en vejledning, hvoraf betingelserne for at modtage børnetilskud fremgik. Af ansøgning om børnetilskud fremgik desuden, at ansøger erklærede sig indforstået med underretnings- og tilbagebetalingspligt. Kommunen fandt ikke at have tilsidesat sin vejledningspligt efter bistandslovens § 28, når der blev henset til den særskilte information ved hver udbetaling.
Den pågældende havde henvist til, at han havde givet meddelelse til kommunen om ændringen i sin situation, som det blev krævet. Han var ikke opmærksom på, at han ikke kunne få børnetilskud, når han var gift, idet han ikke kendte reglerne for at få børnetilskud.
Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse om tilbagebetaling og pålagde kommunen at ophæve tilbagebetalingskravet. Nævnet begrundede sin afgørelse med, at det fandtes betænkeligt at lægge til grund, at pågældende havde tilsidesat sin oplysningspligt, idet han havde underrettet kontanthjælpsafdelingen om indgåelsen af ægteskab, og han hverken mundtligt eller skriftligt var orienteret om, at der også skulle ske underretning direkte til familieydelsesafdelingen.
Da ankenævnet i øvrigt ikke fandt tilstrækkeligt grundlag for at statuere, at han var vidende om, at den fortsatte udbetaling af ordinært og ekstra børnetilskud beroede på en vildfarelse hos kommunen, fandt ankenævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at betragte den subjektive tilbagebetalingsbetingelse i § 24, stk. 2 for opfyldt.
Kommunen klagede over ankenævnets afgørelse til Ankestyrelsen.
Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af fortolkningen af reglen om, at den pågældende kun skal tilbagebetale ydelser, som er modtaget med urette, hvis det er sket mod bedre vidende.
