Ansøger var psykisk udviklingshæmmet. Han havde boet i institution siden 1957 og var i 1986 blevet overflyttet til en § 112-institution. Han var beskæftiget på beskyttet værksted.
Kommunen indgav ansøgning om førtidspension den 18. september 1991, efter at ansøger var blevet 60 år i marts 1991. Kommunen indstillede, at ansøger fik tilkendt højeste førtidspension og plejetillæg fra den 1. december 1991.
Revaliderings- og pensionsnævnet tilkendte ansøger mellemste før tidspension efter lov om social pension § 14, stk. 2, nr. 2, da nævnet fandt, at ansøger var uden erhvervsevne.
I klagen til Ankestyrelsen fastholdt kommunen, at ansøger burde tilkendes højeste førtidspension fra den 1. december 1991. Kommunen henviste til tidligere praksis baseret på Invalideforsikringsrettens vejledning fra 1976.
Kommunen fandt, at det fortsat bør accepteres, at der må gælde denne særlige undtagelse, for så vidt angår institutionsanbragte særforsorgsklienter. Af Invalideforsikringsrettens vejledning af 1976 samt Sikrings styrelsens vejledende udtalelse af 5. november 1981 fremgår, at Invalideforsikringsretten, for så vidt angik ansøgninger indgivet i umiddelbar tilknytning til udskrivning fra institution, bortså fra de særlige 60-års regler.
Begrundelsen for denne praksis var, at der var tilkendt eller ansøgt om pension inden indlæggelsen, og at pensionsansøgningen derfor blev betragtet som hvilende fra før det 60. år.
Af en vejledende udtalelse fra Socialministeriet fra november 1992 til et nævn fremgik, at efter pensionsreformen i 1984 er der ikke hjemmel til at fravige reglen i pensionslovens § 14, stk. 1, hvorefter højeste førtidspension kun kan tilkendes indtil det 60. år. Med indførelsen af reglen om tilkendelse af pension under institu tionsophold og under hensyn til den praksis, der er beskrevet i den gældende pensionsvejledning, anser man den tidligere praksis for bortfaldet.
