Ankestyrelsens principafgørelse O-106-94

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58, stk. 1

Indenrigsministeriets cirkulære nr. 21 af 20. februar 1975 om afgrænsningen af behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet -

En 79-årig kvinde, som havde gennemgået 3 store operationer inden for 2 år, hvilket bl.a. var gået ud over hendes højre ben, søgte om hjælp til en pedalon (fodcykel) til hjemmetræning, da det var vigtigt, at hun blev holdt i gang.

En pedalon er et stativ med et sæt pedaler, som man kan sidde i en stol og cykle på.

Kommunen gav afslag med den begrundelse, at tilskud ikke kunne ydesefter § 58, idet en pedalon måtte betragtes som et genoptræ ningshjælpemiddel.

Ankenævnet fandt under hensyn til, at det ansøgte i væsentlig grad kunne afhjælpe ansøgerens lidelser og lette den daglige tilværelse, samt at pedalonen ikke var ordineret som et led i behandling på sygehus eller anvendtes under kontrol derfra, at kommunen skulle yde hjælp til det ansøgte, jf. bistandslovens § 58, stk. 1, jf. § 1 i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988. Kommunen anførte ved indankningen, at man fortsat mente, at den ansøgte pedalon var et genoptræningshjælpemiddel, idet pedalonen ikke i sig selv lettede den daglige tilværelse. Ved dagligt brug i en periode ville træningen muligvis føre til en bedre funktion, hvorfor kommunen var af den opfattelse, at der var tale om et behandlingsredskab, som ikke skulle bevilges af kommunen, jf. Socialstyrelsens vejledning nr. 1 af 14. juni 1988, pkt. 4.1.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en pedalon skulle anses for et hjælpemiddel, som der kan ydes støtte til efter bistandslovens § 58, eller det er et behandlingsredskab, som falder uden for § 58.

Ankestyrelsen fandt ikke, at en pedalon kunne betragtes som et hjælpemiddel, hvortil der kunne ydes støtte efter bistandslovens § 58, stk. 1.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at en pedalon tog sigte på at træne brugerens funktionsevne. Der var således ikke tale om et hjælpemiddel, hvorved forstås et middel/redskab, hvis formål er at kompensere for en funktionsnedsættelse.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.