Ankestyrelsens principafgørelse O-16-94

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 1 og § 46

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 3, stk. 1

Et dansk ægtepar vendte tilbage til Danmark efter flere års ophold i udlandet, da parrets erhvervsvirksomhed dér var blevet erklæret konkurs.

I forbindelse med indflytning i lejebolig søgte ægteparret kommunen om hjælp til betaling af udgifter til flytning af bohave fra den tidligere bolig i udlandet.

Kommunen gav afslag med begrundelsen, at ifølge bistandslovens § 47 kunne der ikke ydes hjælp til flytning fra udlandet, og kommunen fandt heller ikke forhold, som kunne medføre, at hjælpen kunne ydes efter lovens § 46.

I klagen til ankenævnet oplyste ægteparret blandt andet, at udgiften til flytningen højst ville udgøre 5000 kr.

Ankenævnet fandt, at betingelserne i bistandslovens § 46 var opfyldt for at yde hjælp til flytningen af bohavet og bevilgede et beløb op til 5000 kr til dokumenterede flytteudgifter.

Nævnet lagde herved vægt på, at ægteparret modtog løbende kontanthjælp, og parret efter hjemkomsten til Danmark havde anvendt lånt bohave.

I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen, at bistandslovens § 1 var til hinder for, at der blev ydet hjælp til flytning af bohave til Danmark til personer med ophold udenfor landets grænser, og efterfølgende ydelse af hjælpen, efter at der var taget ophold i Danmark, ville være uforenelig hermed. Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om bistandslovens § 1 er til hinder for, at der ydes hjælp efter lovens § 46 til udgifter til flytning af bohave fra udlandet til Danmark, efter at ansøgeren har bosat sig her i landet.

Der kunne som overvejende hovedregel kun ydes hjælp efter bistandsloven til opfyldelse af behov i Danmark, jf. bistandslovens § 1.

Da ægteparret på ansøgningstidspunktet opfyldte betingelsen i bistandslovens § 1 om at have ophold i Danmark, og da bohavet skulle anvendes i Danmark, fandt Ankestyrelsen ikke, at bistandslovens § 1 var til hinder for, at der kunne ydes hjælp til den omhandlede flytteudgift.

Reglen i bistandslovens § 1 gav således ikke Ankestyrelsen grundlag for at ændre nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen fandt ikke anledning til, sådan som sagen var forelagt for Ankestyrelsen, at efterprøve det af nævnet udøvede skøn over, om betingelserne for at yde hjælpen efter bistandslovens § 46 var opfyldt.

Ankestyrelsen tiltrådte således det sociale ankenævns afgørelse.