Ankestyrelsens principafgørelse O-126-94

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

22-02-2011

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 1

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 3, stk. 1

Note:

Afløst af 12-10

Ansøger fik efter en arbejdsløshedsperiode et jobtilbud. I for bindelse med ophør af jobtilbudsperioden skaffede han sig arbejde i et firma i Tyskland, hvor han begyndte den 1. oktober 1992.

Ansøger flyttede den 1. november 1992 ind i en lejlighed i en tysk by, hvor huslejen udgjorde 747,50 DM, svarende til 2.987 kr. pr. måned. Hans lønindtægt udgjorde månedligt 4.500 DM.

Den 19. november 1992 blev ansøger idømt 5 måneders fængsel i Danmark. Afsoningen påbegyndtes den 28. maj 1993. Han blev løsladtden 3. september 1993 og genoptog arbejdet i Tyskland den 7. sep tember 1993.

Det var oplyst, at ansøger opgav sin bopæl i Danmark, da han flyttede til Tyskland.

Den 25. juni 1993 ansøgte han kommunen om hjælp til betaling af husleje for juli, august og september måneder, ialt 8.638 kr.

Kommunen begrundede sit afslag med, at ansøger var bosat og havde arbejde i Tyskland, jf. bistandslovens §§ 1 og 37, stk. 6.

I forbindelse med klagen til nævnet var det anført, at ansøger ønskede at beholde lejligheden, da han kunne genoptage sit arbejde efter afsoningen. Ansøger fandt det rimeligt, at der skete en ligestilling med andre afsonere, der søgte og fik bevilget huslejehjælp. Han mente ikke, at det havde betydning for sagen, at huslejen skulle betales i et andet EU-land, da medlemskabet af EU tilsigtede arbejdskraftens frie bevægelighed.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse.

Nævnet henviste til bistandslovens § 1, hvorefter der som overvejende hovedregel kun kan ydes hjælp til opfyldelse af behov i Danmark. Som følge deraf kunne der ikke ydes hjælp til det ansøgte.

I forbindelse med klagen til Ankestyrelsen henvistes til, at ansøger med nævnets afgørelse blev stillet ringere end andre danske statsborgere, der afsoner en straf her i landet. Der henvistes desuden til, at ansøger opholdt sig her i landet som følge af strafafsoningen, og at han derfor måtte være omfattet af ordlyden i bistandslovens § 1.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der kan ydes hjælp til bevarelse af en bolig i udlandet, mens der afsones en straf her i landet.

Ankestyrelsen udtalte i sin afgørelse, at formålet med bestemmelsen i bistandslovens § 1 er at opfylde behov her i landet.

Under henvisning til, at den ansøgte huslejehjælp vedrørte opfyldelse af ansøgers behov i Tyskland, fandt Ankestyrelsen, at han ikke havde været berettiget til dækning af huslejen i perioden 1. juli 1993 til 30. september 1993 vedrørende boligen i Tyskland.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at ansøger boede og arbejdede i Tyskland. Der var således ikke tale om et midlertidigt, kortvarigt ophold i udlandet, hvor der rent undtagelsesvis kunne være grundlag for tilkendelse af løbende økonomisk hjælp.