Ankestyrelsens principafgørelse O-137-94

1994

Resume:

Det var ikke udelukket, at en kontanthjælpsmodtager kunne forøge sin boligudgift, såfremt der var tale om en efter forholdene rimelig udgift.

I den foreliggende situation, hvor der var tale om, at ansøgeren, hans ægtefælle og deres barn på 8 måneder boede i en 1-værelses lejlighed, fandt Ankestyrelsen ikke, at der havde været tilstrækkeligt grundlag for at anse forøgelsen af boligudgiften ved flytning til B kommune for at være påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp.

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 37a, stk. 3

Ansøger, hans ægtefælle og deres barn på 8 måneder boede i A kommune i en 1-værelses lejlighed til 1.734 kr. månedlig. Ansøger var sygemeldt efter i en periode at have modtaget iværksætterydelse. Hustruen var hjemmearbejdende. Parret ønskede at flytte til B kommune, hvor de havde fået tilbudt en større lejlighed. I A kommune havde parret lovning på en større lejlighed inden for 3 - 6 måneder.

A kommune oplyste ved en samtale i marts 1992 med ansøger, at der til den lejlighed, som parret var tilbudt i B kommune, kunne opnås et boligtillæg svarende til den månedlige husleje på 3.500 kr. excl. varme.

A kommune henviste ikke ansøger til at forelægge spørgsmålet om det konkrete fremtidige boligtillæg i B kommune til udtalelse i B kommune, ligesom han ikke blev informeret om den eventuelle mulighed for fastholdelse af boligtillægget på det hidtidige niveau. A kommune oplyste derimod om muligheden for at søge boligindskudslån og boligstøtte.

Efter flytningen til B kommune henvendte parret sig i september 1992 i kommunen og anmodede om kontanthjælp. Ansøger havde siden april 1992 modtaget kontanthjælp i A kommune.

B kommune gav afslag på dækning af den fulde boligudgift til en 3 værelses lejlighed til en månedlig husleje på 4.788 kr. incl. varme. B kommune henviste til, at huslejeforøgelsen (set i forhold til den tidligere 1-værelses lejlighed i A kommune) var påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp, idet parret på eget initiativ havde besluttet at flytte fra lejligheden i A kommune på trods af, at A kommune havde givet afslag på flyttehjælp. B kommune henviste til den dagældende regel i bistandslovens § 37, stk. 3, 5. pkt., og ydede et boligtillæg svarende til boligudgifterne i den tidligere bolig.

I klagen til nævnet gjorde ansøger gældende, at A kommune ikke havde oplyst ham om afslaget på flyttehjælp. Sagsbehandleren i A kommune havde oplyst, at maksimum for kontanthjælp i den nye bolig i B kommune ville være 11.092 kr. Endvidere henviste ansøger i klagen til, at A kommune ikke havde kunnet finde en lejlighed til parret, og at ansøger ikke længere kunne bo i en 1-værelses lejlighed på grund af sin sygdom.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at kritisere B kommunes afgørelse om at beregne boligtillægget ud fra størrelsen af parrets tidligere boligudgift i A kommune.

Ankenævnet bemærkede, at ansøger i en kontanthjælpsperiode havde påtaget sig en væsentlig højere boligudgift med henblik på at få den dækket af kontanthjælp.

I klagen til Ankestyrelsen havde ansøger bl.a. anført, at han ikke kunne acceptere argumentet om, at han i en kontanthjælpsperiode havde påtaget sig en væsentlig højere boligudgift med henblik på at få den dækket af kontanthjælp. Ansøger henviste til, at sagsbehandleren i A kommune havde meddelt ham, at han var berettiget til at flytte.

Sagen blev behandlet i principielt møde til yderligere belysning afpraksis vedrørende den tidligere gældende bestemmelse i bistandslo vens § 37, stk. 3, pkt. 6.

Ankestyrelsen fandt ikke, at den tidligere gældende bestemmelse ibistandslovens § 37, stk. 3, 6. pkt., udelukkede, at en kontant hjælpsmodtager kunne forøge sine boligudgifter, såfremt der var tale om en efter forholdene rimelig bolig.

I den foreliggende situation fandt Ankestyrelsen ikke, at der havde været tilstrækkeligt grundlag for at anse forøgelsen af boligudgiften ved flytning til B kommune for at være påtaget med henblik på at få den dækket af kontanthjælp.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ægteparret med deres fælles barn i A kommune beboede en 1-værelses lejlighed til 1.734 kr. månedlig, samt at parret, før de påtog sig boligudgiften i B kommune, søgte vejledning hos sagsbehandleren i A kommune, hvor parret blev vejledt om, at de til boligen i B kommune ville kunne få det fulde boligtillæg svarende til en boligudgift på 3.500 kr. excl. varme og maksimalt kunne modtage kontanthjælp med 11.092 kr.

Parret blev ikke af A kommune informeret om, at de eventuelt kunne blive fastholdt på et boligtillæg svarende til det hidtidige niveau eller om, at de skulle forelægge spørgsmålet om den nye boligudgifts størrelse for B kommune. Parret havde således ingen grund til at betvivle de af A kommune meddelte oplysninger.

På denne baggrund fandt Ankestyrelsen, at parret havde været beret tiget til at få udbetalt et boligtillæg, der kunne rummes indenfor det oplyste maksimale kontanthjælpsniveau, og som svarede til det niveau, parret kunne have en berettiget forventning om at modtage.

Ankestyrelsen hjemviste på denne baggrund spørgsmålet om boligtil læggets størrelse til fornyet afgørelse i B kommune. Ankestyrelsen fandt tillige, at B kommune burde være behjælpelig med at finde en billigere bolig, såfremt parret ikke ved den fornyede afgørelse kunne opnå det fulde boligtillæg svarende til boligudgiften efter fradrag af boligstøtte for den lejlighed, parret flyttede til i B kommune i september 1992.

Ankestyrelsen var i øvrigt enig med nævnet i, at en ny opholdskommune principielt ikke er bundet af en tidligere opholdskommunes udtalelser.

Dato for underskrift

15.12.1994

Offentliggørelsesdato

12.07.2013

Paragraf

§ 37 § 37a

Journalnummer

20416-93