Ankestyrelsens principafgørelse O-99-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 1 og § 40, stk. 1

Ansøger, der var fraskilt og havde 2 børn, havde modtaget kontant hjælp, siden hun i januar 1993 flyttede tilbage til Danmark efter flere års ophold i udlandet. Børnenes far var fortsat bosiddende i udlandet.

Ansøger havde skriftligt forespurgt kommune om, hvorvidt hun var berettiget til kontanthjælp i en periode på 2 uger, hvor hun agtede at rejse til udlandet for at besøge børnenes far og den tidligere svigerfamilie.

Ansøger meddelte kommunen i februar 1994, at hun i perioden fra 15. til 28. februar 1994 opholdt sig i udlandet. Kommunen fratrak herefter 13 dages kontanthjælp i ansøgers hjælp for marts måned.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse, og henviste i afgørelsen til bistandslovens § 1, hvorefter hjælp efter bistandsloven som hovedregel kun kan ydes til opfyldelse af behov her i landet.

I klagen til Ankestyrelsen anførte ansøger bl.a. anført, at der ikke findes en ensartet forståelse af reglerne for ophold i udlandet, når man modtager kontanthjælp.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, hvorvidt kontanthjælpsmodtagere i en kortere afgrænset periode kan tage ophold i udlandet og bevare retten til kontanthjælp.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers ophold i udlandet var af en sådan karakter, at § 1 ikke var til hinder for, at ansøger var berettiget til at modtage kontanthjælp under opholdet.

Ved afgørelsen heraf lagde Ankestyrelsen vægt på, at opholdet i udlandet var kortvarigt, og at formålet med opholdet var, at ansøgers børn skulle bevare kontakten med deres far.

På baggrund af oplysningerne om årsagen til ansøgers ophold i udlandet og kommunens mulighed for under opholdet at bevare kontakten med ansøger, fandt Ankestyrelsen, at ansøger under opholdet i udlandet fra den 15. til den 28. februar 1994 opfyldte kravet i bistandslovens § 40 om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankestyrelsen lagde herved vægt på, at der var tale om et kortvarigt ophold, og at ansøger forud for rejsen oplyste kommunen om, hvor hun opholdt sig. Kommunen havde således mulighed for at komme i kontakt med ansøger, og ansøger ville hurtigt kunne vende hjem, hvis kommunen eller AF kunne anvise eller tilbyde hende et arbejde.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.