Ankestyrelsens principafgørelse U-8-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 390 af 20. maj 1992 - § 9, nr. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 11017-93

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde, som var overgået en 22-årig hjemmehjælper.

Det fremgik af anmeldelsen, at kvinden den 11. oktober 1992 skulle hjælpe en klient med at komme ud af sengen, og at hun herved fik et knæk i ryggen med kraftige smerter.

I lægeerklæring I af 19. oktober 1992 var det oplyst, at kvinden under løft af klient pludselig fik et "knæk" svarende til ryggen på niveau med skulderbladene.

Kvinden oplyste den 10. december 1992 på et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen bl.a., at klienten, der vejede 70-80 kg, ikke som aftalt selv hjalp til, så derfor gik det på en anden måde end ventet. Da kvinden løftede klienten, gav det et knæk i hendes ryg.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelsen med, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring, og at der heller ikke var tale om en kortvarig skadelig påvirkning, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at kvinden ikke ved den anmeldte lejlighed var udsat for nogen pludselig og uventet udefra kommende skadelig påvirkning.

I klagen gav kvinden en nærmere beskrivelse af hændelsesforløbet den pågældende dag.

Det oplystes, at kvinden og klienten skulle tælle til 3, hvorefter klienten skulle løfte sig op i sin løftebøjle over sengen, og kvinden skulle tage fat i benene for at løfte klienten ud af sengen. Da klienten ikke løftede som aftalt, "så sagde det knald i ryggen" på kvinden.

Det anmeldte rygtilfælde kunne ikke anerkendes som en arbejdsskade.

Ankestyrelsen fandt, at der efter de foreliggende beskrivelser af hændelsen den 11. oktober 1992 ikke var tale om en udefra kommende, pludselig indtrædende begivenhed med skadelig påvirkning til følge. Der kunne således ikke siges at være sket et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at det forhold, at klienten ikke hjalp til, som kvinden forventede, og at løftet således blev tungere end ventet, ikke i sig selv var så usædvanligt, at tilfældet kunne anerkendes som et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 12944-93

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt tilfælde med smerter i højre overarm, der var overgået en 50-årig sygehjælper.

Det fremgik af anmeldelsen, at kvinden den 21. juli 1992 skulle løfte en sengeliggende patient, og at hun straks efter fik ondt i højre arm.

I lægeerklæring I, udfærdiget af kvindens læge den 12. november 1992, var det oplyst, at kvinden i forbindelse med løft af patient pludselig fik smerter i højre albue med strålende fornemmelse ned i armen og ud i fingrene. Kvinden havde siden tilfældet i juli 1992 lidt af højresidig tennisalbue, og hun havde efterfølgende udviklet ret voldsomme sekundære muskelinfiltrationer i overarm og skulder.

Kvinden oplyste den 28. november 1992 på et spørgeskema fra arbejdsgiverens forsikringsselskab, at hun ved at løfte en tung sengeliggende patient på ca. 85 kg længere op i sengen følte et stød i armen. Kvinden var alene om løftet, der var tungere end ventet. Kvinden oplyste endvidere, at hun hverken gled, faldt eller snublede.

Kvindens faglige organisation anførte efterfølgende ved brev af 4. marts 1993, at organisationen efter gennemgang af sagens akter havde konstateret, at kvindens ulykkesbeskrivelse var udtrykt vagt. Organisation fremkom derfor med en beskrivelse af hændelsesforløbet.

Det var heri oplyst, at kvinden skulle løfte (flytte) en sengeliggende patient med brækket ben højere op i sengen. Udover at kunne støde fra med det raske ben, kunne patienten ikke selv hjælpe til ved løftet.

Ved løftet undlod patienten uventet at støde fra med det raske ben, som vedkommende plejede. Kvinden fik herved en større belastning end ventet, hvorved der kom smerter i højre arm.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte tilfælde med smerter i højre overarm ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke ved den anmeldte lejlighed var tale om en ulykke, som var omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring, og at der heller ikke var tale om en kortvarig skadelig påvirkning, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at hændelsen, som var beskrevet af kvinden den 28. november 1992 og i brev af 4. marts 1993, måtte sidestilles med et tungt løft, hvilket ikke er omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring.

Det anmeldte tilfælde kunne ikke anerkendes som en arbejdsskade.

Ankestyrelsen fandt, at der efter de foreliggende beskrivelser af hændelsen ikke var tale om en udefra kommende, pludselig indtrædende begivenhed med skadelig påvirkning til følge. Der kunne således ikke siges at være sket et ulykkestilfælde i arbejdsskadeforsikringslovens forstand.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at det forhold, at patienten ikke hjalp til som kvinden forventede, og at løftet derfor blev tungere end ventet, ikke i sig selv var så usædvanligt, at tilfældet kunne anerkendes som et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - 13691-93

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde, som var overgået en 36-årig sygehjælper.

Det fremgik af anmeldelsen, at kvinden den 18. september 1992 skulle hjælpe en ældre konfus mandlig patient, som pludselig ville op af sengen, da han følte, at han ikke kunne få luft. Kvinden og en kollega ville hjælpe patienten, der altid havde medvirket ved løft. Ved dette løft hjalp patienten pludselig ikke, hvorfor kvinden overbelastede sin ryg.

I lægeerklæring I af 13. november 1992 var det oplyst, at kvinden ved den anmeldte hændelse pådrog sig et forløftningstraume under håndtering af patient. Der blev stillet diagnosen lumbago, og ved henvendelsen til læge den 6. oktober 1992 blev der fundet fikseret lænderyg og ømme muskler uden udstråling.

Kvinden oplyste den 19. januar 1993 på et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen, at patienten vejede ca. 100 kg og ikke var konfus, men at han pludselig blev meget urolig på grund af lufthunger, hvilket gjorde, at han ikke samarbejdede som aftalt.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte tilfælde med smerter i ryggen ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring, og at der heller ikke var tale om en kortvarig skadelig påvirkning, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at løft af en tung byrde ikke kunne anses for at være en ulykke i lovens forstand.

I klagen anførte kvindens faglige organisation bl.a., at det egentlige hændelsesforløb var mangelfuldt beskrevet i den oprindelige anmeldelse af 13. oktober 1992.

Kvindens faglige organisation oplyste herefter, at patienten den 17. september 1992 blev taget ud af respirator. Der opstod komplikationer, og man måtte akut indoperere en trachestomi. Efter operationen sad kvinden fast vagt hos patienten, da han skulle lejres højere i sengen.

Patientens hovedgærde blev slået ned, så kvinden og en kollega lettere kunne flytte ham op i forbindelse med, at han bøjede benene og hjalp til med at støde fra.

Samtidig med trækket opad blev patienten igen angst og fik lufthunger, så i stedet for at medvirke, modarbejdede han trækket, og kvinden og kollegaen fik et modryk/træk, hvorved hun mærkede et smæld i venstre side (lænd/hofte).

Det anmeldte rygtilfælde kunne anerkendes som en arbejdsskade, der var omfattet af arbejdsskadeforsikringslovens § 9, nr. 1.

Der henvistes til beskrivelsen af hændelsesforløbet - herunder den uddybende beskrivelse i forbundets klage - hvorefter tilfældet måtte sidestilles med et ulykkestilfælde, således som dette begreb efter praksis fortolkes.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at patienten på grund af lufthunger pludselig modarbejdede under trækket/løftet.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.