Ankestyrelsens principafgørelse O-82-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 1

En 23-årig mand henvendte sig til A kommune i 1984 og anmodede om kontanthjælp.

Manden havde haft en meget belastende opvækst, og de almene kundskaber var små som følge af sporadisk skolegang.

Om hans erhvervsforhold var oplyst følgende:

I perioden juli 1984 til 1985 var han ansat i et lønnet beskæftigelsesforhold i A kommune.

I oktober 1987 fik han bevilget et 3 1/2 årigt læreforhold i henhold til bistandslovens § 42 med henblik på en uddannelse til klejnsmed. Dette læreforhold blev afbrudt i januar 1989. 2 måneder senere bevilgede A kommune ham en arbejdspraktik på et center på Fyn. Denne arbejdspraktik ophørte i oktober 1989, hvorefter han af A kommune fik bevilget ophold på en skole i Norge efter bistandslovens § 42 (nu § 43).

I juni 1990 blev der indgået en lønnet praktikordning efter bistandslovens § 42 på Fyn.

I midten af 1991 bevilgede A kommune ham hjælp til at gennemføre et 2-årigt forløb af Handelsskolens grunduddannelse sideløbende med praktikordningen.

Da manden nu varigt var bosiddende på Fyn, blev sagen med virkning fra den 1. januar 1992 sendt til B kommune, således at A kommune var betalingskommune efter bistandslovens § 11 med hensyn til udgifter vedrørende manden.

I juni 1993 afsluttede han Handelsskolens grunduddannelse med et resultat, der ikke kvalificerede ham til HH - studiet eller erhvervelse af praktikplads indenfor Handels- og Kontorområdet. Manden havde modtaget revalideringsydelse fra sommeren 1991.

B kommune ændrede herefter revalideringsplanen fra handelsuddannelse til erhvervelse af 9. /10. klasse og visse HF - fag.

B kommune anførte bl. a. , at det var svært at tilrettelægge en målrettet erhvervsmæssig revalidering, under hensyn til mandens svage baggrund og narkotikamisbrug og fandt, at der i dette tilfælde skulle anlægges et særligt rummeligt syn på en revalideringsmålsætning.

A kommune afviste at være retlig opholdskommune for dette uddannelsesforløb. A kommune anførte, at manden havde været igennem forskellige former for revalideringsmæssige foranstaltninger, og den nuværende ændring syntes perspektivløs.

Ankenævnet traf afgørelse om, at B kommune ikke fortsat kunne få refusion efter ændring af den lagte revalideringsplan.

Nævnet lagde til grund, at der var tale om en væsentlig ændring af den af A kommune lagte behandlingsplan.

Nævnet fandt, uagtet mandens sociale baggrund, at der var tale om en ændring af den oprindelig lagte behandlingsplan af så radikal karakter, at A kommunes forpligtelse til at yde refusion herefter ophørte.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på, under hvilke forhold og betingelser en ændring af en uddannelse kan medføre ophør af refusionspligt.

Ankestyrelsen fandt, at hvor der var tale om en person med en uddannelsesmæssig og social svag baggrund, måtte en kommune være forberedt på, at der kunne ske afbrydelser eller ændringer i revalideringsforløbet.

Ankestyrelsen fandt således, at en ændring af en revalideringsplan ikke automatisk medførte ophør af refusionspligt.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune fortsat havde ret til refusion fra A kommune af den kommunale andel vedrørende udgifterne til manden.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at A kommune på baggrund af mandens forhold måtte være forberedt på afbrydelser eller ændringer i revalideringsforløbet, og at ændringen af revalideringsplanen på grund af forholdene måtte anses for relevant.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.