Ankestyrelsens principafgørelse O-45-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 91, stk. 1 og § 91, stk. 3

Socialministeriets cirkulære nr. 153 af 17. december 1986 om institutioner under amtskommunerne for personer med vidtgående fysiske eller psykiske handicap - pkt. 46

En amtskommune søgte en kommune om etablering af en individuel beskyttet stilling efter bistandslovens § 91, stk. 3, på den døgninstitution, hvor en 49-årig mand havde boet siden juni 1992. Han havde i 20 år modtaget højeste førtidspension på grund af en psykisklidelse (skizofreni), og havde siden juni 1992 haft ophold på plejehjem, oprettet efter bistandslovens § 112. Under opholdet havde manden gået institutionenspedel til hånde.

Ifølge amtskommunen var den bedste beskæftigelsesmulighed for manden at oprette en individuel beskyttet stilling på institutionen som medhjælper for pedellen, idet man vurderede, at manden havde en reel arbejdsevne, som det var rimeligt at aflønne. Målet var at stabilisere ham socialt og arbejdsmæssigt til et beskyttet arbejde uden for institutionen.

Kommunen afslog ansøgningen med den begrundelse, at man måtte betragte aktiviteter/beskæftigelse på institutionen som en naturlig del af opholdet, og at udgiften burde afholdes over institutionensbudget. I modsat fald ville der være tale om delvis dobbeltforsørgelse ved døgnophold og lønrefusion, idet individuel beskyttet beskæftigelse indgik som en del af forsørgelsesgrundlaget. Amtskommunen klagede over afgørelsen til det sociale ankenævn og henviste til Socialstyrelsens vejledning af 17. oktober 1986, pkt. 6. Det fremgår heraf, at dagforanstaltninger på særlige plejehjem kan indgå som led i plejehjemmets drift eller drives efter bistandslovens § 91 i tilknytning til institutionen. Endvidere fremgår det, at formålet med en dagfunktion er, at alle uanset handicap får mulighed for individuelle tilbud om daglig beskæftigelse og aktivitet med henblik på at vedligeholde erhvervede færdigheder eller udvikle nye. Det var amtskommunens holdning, at beboere på døgninstitutioner så vidt muligt skal tilbydes et dagligt miljøskift, så bolig og arbejde/beskæftigelse er adskilt. Da ikke alle beboere ønsker eller magter dette, er der mulighed for ulønnede og hobbybetonede aktiviteter. Andre beboere har dagtilbud på beskyttet værksted eller dagcenter uden for institutionen.

Det sociale ankenævn tiltrådte kommunens afslag på godkendelse af ansøgningen om etablering af beskyttet beskæftigelse efter bistands lovens § 91, stk. 3. Nævnet begrundede afgørelsen med, at manden som højeste førtidspensionist kun kunne anses for at have en ubetydelig erhvervsevne i behold.

Amtskommunen klagede til Ankestyrelsen over ankenævnets afgørelse. I klagen anførtes det bl.a., at kommunen ikke havde forholdt sig til mandens erhvervsevne, men kun til den økonomiske side af sagen. Amtskommunen anførte videre, at amtskommunens døgninstitutioner efter bistandslovens § 112 ikke har indregnet løn til beboernes beskyttede beskæftigelse i budgettet, idet udgifterne afholdes af kommune og amtskommune i fællesskab ved siden af døgnopholdet. Det var reglen snarere end undtagelsen, at de yngre beboere på døgninstitutionerne havde lønnet beskyttet arbejde. De fleste arbejder uden for boinstitutionen, men enkelte på den institution, hvor de bor. Problemet med delvis dobbeltforsørgelse reguleredes af reglerne om egenbetaling for døgnophold i bistandslovens §§ 117-120. Amtskommunen fandt derfor ikke, at tilkendelse af højeste førtidspension og en ubetydelig resterhvervsevne kunne begrunde, at retten til et individuelt beskyttet arbejde bortfaldt. Det måtte vurderes konkret i hvert enkelt tilfælde.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om personer, der modtager højeste førtidspension og som har ophold på en døgninstitution, oprettet efter § 112 i bistandsloven, har ret til beskyttet beskæftigelse efter lovens § 91, stk. 3 med aflønning efter 1/3-ordningen, herunder om det har betydning, at den beskyttede beskæftigelse skal finde sted på den døgninstitution, hvor ansøger bor.

Det kunne ikke pålægges kommunen at godkende ansøgningen om etablering af beskyttet beskæftigelse efter bistandslovens § 91, stk. 3.

Begrundelsen var, at kommunen efter denne lovbestemmelse havde mulighed for at oprette og drive beskyttede virksomheder mv., herunder at etablere beskyttede enkeltpladser i lokalområdet, men ikke en pligt hertil.

Derimod skal amtsrådet efter bistandslovens § 91, stk. 1, sidste punktum, bl.a. sørge for, at personer, der af fysiske eller psykiskeårsager ikke er i stand til at fastholde eller opnå normal beskæftigelse i det almindelige erhvervsliv, har mulighed for beskæftigelse på beskyttet værksted og lignende eller ved andre erhvervsmæssige foranstaltninger.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.

Ankestyrelsen tilføjede, at det forhold, at der er tilkendt højeste førtidspension, ikke i sig selv kan begrunde, at der gives afslag på etablering af beskyttet beskæftigelse. Der bør i hvert enkelt tilfælde foretages en konkret vurdering af ansøgers erhvervsevne i forhold til det beskyttede arbejde. Der var hermed lagt vægt på Socialstyrelsens cirkulære af 6. september 1982, pkt. 5, hvori det vejledende er udtalt, at personer, hvis erhvervsevne er nedsat til 1/3 eller derunder, og som derfor har eller kan opnå social pension, vil kunne henvises til beskyttet beskæftigelse efter tredjedelsordningen.

Ankestyrelsen fandt endvidere ikke, at der var noget til hinder for, at et beskyttet arbejde etableres på en døgninstitution, hvor den pågældende har ophold.

Der var herved lagt vægt på Socialstyrelsens vejledning af 17. oktober 1986, pkt. 6, hvori er udtalt, at der ved overførslen af psykiatriske plejehjem fra sygehusvæsenet til Socialministeriets område skulle tages stilling til, om dagforanstaltninger skulle fortsætte som led i det særlige plejehjems drift, eller om de skulle drives som beskyttet arbejde efter bistandslovens § 91.

På den baggrund henstillede Ankestyrelsen til amtskommunen selv at tage spørgsmålet om bevilling af § 91, stk. 1 foranstaltning op til behandling.