Ankestyrelsens principafgørelse O-58-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1

En mand med et vidtgående psykisk handicap, som var tilkendt højeste førtidspension, boede hos sin moder i A kommune. Kommunen havde tilbudt aflastningsophold for pågældende, men dette havde moderen afslået. Moderen døde pludselig ved en trafikulykke, da sønnen var 34 år.

En søster til ham, boende i B kommune, hentede ham hjem til sig umiddelbart efter dødsfaldet og oplyste 9 dage senere til B kommune, at hun ønskede at passe ham fremover.

Søsteren fik senere tilkendt plejetillæg til ham, og ca. 5 måneder senere blev han indskrevet på beskyttet værksted.

Ca. 10 måneder senere krævede B kommune refusion, jf. bistandslovens § 11 fra A kommune.

Ankenævnet fandt ikke, at A kommune var refusionspligtig og begrundede sin afgørelse med, at pågældendes ophold i B kommune ikke kunne henføres til nogen af de i bistandslovens § 11 anførte omstændigheder samt, at B kommune havde anset sig for opholdskommune i forbindelse med søsterens henvendelse til kommunen 9 dage efter dødsfaldet og ikke havde henvist eller rettet henvendelse til A kommune. Derfor kunne A kommune heller ikke ud fra passivitetsbetragtninger pålægges refusionspligt.

I klagen fra B kommune var det bl.a. anført, at der var tale om en person, der under ingen omstændigheder kunne foretage selvstændige dispositioner. Pågældendes ophold i B kommune kunne derfor kun henføres til andres medvirken, i dette tilfælde en søster. B kommune var enig med nævnet i, at den var opholdskommune for pågældende på henvendelsestidspunktet, men at dette forhold ikke kunne tillægges betydning i forhold til refusionskravet.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om der forelå refusionspligt for en kommune i tilfælde af, at en voksen person med et vidtgående psykisk handicap flyttede til en anden kommune uden medvirken fra fraflytningskommunen eller fra anden offentlig myndighed.

Ankestyrelsen fandt ikke, at B kommune, der var opholdskommune, kunne kræve refusion fra A kommune.

Begrundelsen var, at opholdskommunen ifølge hovedreglen i bistandslovens § 10, stk. 1 havde handlings- og betalingsforpligtelsen.

Begrundelsen var videre, at pågældende hos moderen klarede sig for sin pension, og at det ikke havde været påkrævet at yde støtteforanstaltninger efter bistandsloven fra A kommune.

Begrundelsen var endelig, at flytningen til B kommune skete på initiativ fra pågældendes søster samt, at flytningen fandt sted, uden at A kommune eller en anden offentlig myndighed medvirkede ved eller havde kendskab til flytningen.

Betingelserne for refusion, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1 var herefter ikke opfyldt.

Ankestyrelsen tiltrådte således ankenævnets afgørelse.