En 36-årig kvindelig jurist havde siden sit 18. år fået hjælp til bil efter bistandslovens § 58 på grund af meget lav vækst (dværgvækst) og fejlstilling af knogler. Hun kunne kun færdes ved hjælp af kørestol.
Efter længere tids ledighed fik hun tilknytning til arbejdsmarkedet ved 20 timers beskæftigelse om ugen i 10 måneder i forbindelse med et handicapprojekt, som var tilrettelagt af amtet og De Samvirkende Invalideorganisationer. Efter 5 måneder fik hun beskæftigelse ved projektet på fuld tid, idet resten af stillingen blev bevilget som job for langtidsledig. Afstanden mellem arbejdsstedet og bopælen var 20 km.
Hun ansøgte om hjælp til udgifterne til drift af bilen, idet hun gjorde gældende, at det var på grund af sit handicap, at hun havde bil, således at udgifter til bilens drift måtte betragtes som nødvendige merudgifter ved forsørgelsen, som følge af handicappet.
Kommunen gav afslag på ansøgningen under henvisning til, at udgifter til reparationer, almindelig vedligeholdelse m.v. var de samme for en handicappet som for en ikke handicappet. Ankenævnet pålagde kommunen, at yde ansøgeren støtte i medfør af bi standslovens § 48, stk. 4 til merudgifter til transport.
Nævnet forudsatte, at kommunen ved fastsættelsen af merudgiftens størrelse anvendte Finansministeriets "høje" takst for tjenestekørsel i egen bil, og at kommunen sammen med ansøgeren opgjorde klagerens nødvendige behov for kørsel i forbindelse med behandling, indkøb og arbejde, og at kommunen fastsatte et rimeligt beløb til dækning af udgifter ved kørsel i fritid og under ferie.
Kommunen havde vedrørende takst henvist til, at kapitel 2, pkt. 18 i vejledningen henviste til, at tilskuddet normalt bør fastsættes til laveste sats efter statens regler for godtgørelse for brug af egen bil. Kommunen henviste til, at vejledningens kapitel 2, pkt. 18 ikke omtaler tilskud til befordring i forbindelse med ferie.
Kommunen henviste endvidere til vejledningens kapitel 3, pkt.40, hvoraf det fremgik, at der skulle tages hensyn til, at en ansøger fik invaliditetsydelse således, at der ikke ydedes hjælp til dækning af samme merudgift efter § 48, stk. 4 som efter pensionslovgivningen.
Efter kommunens opfattelse var udgifter i forbindelse med brug og vedligeholdelse af bil de samme, uanset om pågældende var handicappet eller ej, og kunne således ikke betragtes som merudgifter i henhold til bistandslovens § 48.
Kommunen angav endelig, at den konkrete baggrund for ansøgningen var en ændring af ansøgerens økonomiske forhold som følge af flytning frasamlever til egen bolig. Der var således en nedgang i hendes indtægtsniveau som gjorde, at hun havde sværere ved at klare de økono miske omkostninger, der var forbundet med at have bil. Hertil kom, at ansøgeren på ansøgningstidspunktet havde haft bil i ca. 16 år, og at der ikke var sket ændringer i hendes fysiske tilstand, som kunne begrunde en stigning i udgifterne til befordring med bil i forhold til tidligere.
Nævnet imødegik kommunens klagepunkter med, at det fulgte af Social ministeriets vejledning om hjælp efter bistandslovens § 48, pkt. 42, at de efterfølgende punkter alene omhandlede eksempler på forskellige merudgifter, og at opregningen ikke var udtømmende. Det betød efter nævnets opfattelse, at det var muligt at yde hjælp til biludgifter ien situation som den foreliggende, hvor det var helt klart, at an søgeren ikke kunne klare sig uden bil, og hvor hendes økonomiske situation viste, at hun rent faktisk ikke havde økonomiske midler til at have bil.
Et af formålene med hjælp efter bistandslovens § 48 til voksne handicappede var efter nævnets opfattelse at forsøge at give voksne handicappede et liv så nært de ikke-handicappedes som muligt, bl.a. som her ved støtte til biludgifter med henblik på, at bevare denhandicappedes tilknytning til arbejdsmarkedet. Bilen var for ansøge ren en nødvendighed for at komme til og fra arbejde, og ansøgerens økonomiske situation viste, at hun, såfremt hun ikke var handicappet,ville være henvist til at bruge cykel eller offentlige transportmid ler.
For så vidt angik kommunens klagepunkt om forholdet til den udbetalte invaliditetsydelse bemærkede nævnet, at det var klart, atinvaliditetsydelsen også var beregnet til at dække diverse mer udgifter. Det var imidlertid nævnet bekendt, at ansøgeren på grund af sit handicap også havde andre merudgifter end biludgifter, og hendes invaliditetsydelse forudsattes af nævnet bl.a. anvendt dertil. For så vidt angik kommunens klagepunkt om kørselsgodtgørelse under ferie anførte nævnet, at opregningen af eksempler på merudgifter efter bistandslovens § 48 ikke var udtømmende, og at nævnet derfor ikke fandt, at man kunne udlede af vejledningen, at der ikke varhjemmel til at yde tilskud til merudgifter til befordring i for bindelse med ferie.
Statens konsulentvirksomhed for bevægelseshæmmede havde udtalt sig til sagen.
Sagen blev behandlet på principielt møde til afklaring af, i hvilketomfang der kunne ydes hjælp til driftsudgifter til bil efter bi standslovens § 48 i tilfælde, hvor klienten havde fået bevilget bil efter bistandslovens § 58.
