Sagen drejede sig om erstatning for varigt mén til en 27-årig køkkenmedhjælper.
Skadelidte begyndte i juli 1991 at arbejde på en restaurant, og efter kort tid fik hun eksem på hænderne, som efterhånden blev så slemt, at det ikke forsvandt på fridage og i ferier.
Skadelidte klarede dog arbejdet på trods af eksemet, indtil restauranten gik konkurs i februar 1992. Skadelidte havde siden været arbejdsløs.
Selvom skadelidte i hjemmet anvendte bomulds- og gummihandsker, blussede hendes eksem af og til op.
Af en speciallægeerklæring fremgik bl.a., at skadelidtes eksem ved en undersøgelse i marts 1993 var helt i ro, og at huden på hænderne var normal.
Efter anerkendelse som arbejdsskade af et allergisk håndeksem, der skyldtes allergi over for nikkel og visse fødevarer, fik skadelidte ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse tilkendt erstatning for varigt mén, svarende til 5%.
Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at skadelidtes håndeksem var helt i ro, men at det normalt var vanskeligt at undgå nikkel, som hun var blevet overfølsom overfor.
I klagen anførte skadelidtes forbund bl.a., at hendes eksem aldrig var i ro, selvom hun ikke var i arbejde og i hjemmet anvendte handsker.
Forbundet anførte endvidere, at skadelidte ikke længere kunne arbejde inden for sit erhverv, hvilket der burde tages højde for ved fastsættelsen af ménerstatningen.
Klagen var vedlagt et brev fra skadelidte, hvori hun bl.a. havde anført, at hun var overfølsom over for nikkel, men også over for vand og andet fugtigt. Det var ved undersøgelse på et sygehus blevet påvist, at skadelidte også fik eksem, hvis hun spiste mad med nikkel i. Skadelidtes eksem var på trods af anvendelse af handsker ikke i ro.