Ankestyrelsens principafgørelse O-21-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 69 og § 95a

Socialministeriets cirkulære af 26. oktober 1990 om dagtilbud til børn og unge efter bistandsloven - pkt. 11.1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 og 2 - j.nr. 15571-93 og 15671-93

Sagerne vedrørte 2 piger på henholdsvis 11 og 15 år, som begge var psykisk handicappede. Den ene var på et tidligt udviklingstrin og den anden havde en medfødt misdannelse i lillehjernen.

Begge børn gik på et fritidshjem, som blev drevet af kommunen efter § 69 i bistandsloven. Fritidshjemmet var for børn med vidtgående fysisk og psykisk handicap.

Kommunen anmodede amtskommunen om at optage børnene i en fritidsforanstaltning efter bistandslovens § 95 a, idet kommunen var af den opfattelse, at de 2 børn led af så alvorlige fysiske og psykiske handicap, at optagelse i fritidsforanstaltning primært havde et behandlingsmæssigt sigte.

Amtskommunen fandt ikke grundlag for at visitere de 2 børn til en fritidsforanstaltning efter bistandslovens § 95 a. Begrundelsen var, at behovet for fritidsforanstaltning blev dækket af det fritidshjem, der blev drevet af kommunen efter § 69 i bistandsloven.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen over amtskommunens afgørelse. I klagen til Ankestyrelsen anførte kommunen blandt andet, at fri tidshjemmet blev ejet og drevet af amtskommunen efter bistandslovens § 69. Fritidshjemmet var den eneste fritidsforanstaltning i det pågældende amt for børn i skolealderen med vidtgående fysiske og psykiske handicap. Alle børn på fritidshjemmet var handicappede og mange af dem i meget svær grad. Personalenormeringen var fastsat, så det var muligt at optage svært handicappede børn. Det var således kommunens opfattelse, at fritidshjemmet retteligt burde drives i henhold til bistandslovens § 95 a, således at amtskommunen deltog i finansieringen.

Amtskommunen anførte, at praksis hidtil i de amter, der drev fritidshjem, udelukkende havde været, at driften var foregået med henvisning til § 69 og de intentioner, der knyttede sig hertil. Dette havde også været tilfældet i det pågældende amt, og burde ikke ændres.

Under sagens behandling fremsendte amtskommunen endvidere en udtalelse af 30. marts 1993 fra Socialministeriet. Det fremgik af Socialministeriets udtalelse, at det ifølge bistandslovens § 95 a påhviler amtsrådet at sørge for, at der er det nødvendige antal pladser på særlige daginstitutioner til børn og unge, der på grund af et vidtgående fysisk eller psykisk handicap har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold på en af de i § 69 nævnte institutioner.

Socialministeriet henviste til kapitel 11 i Socialministeriets cirkulære af 26. oktober 1990 om dagtilbud til børn og unge efter bistandsloven. Det fremgår vejledende heraf, at mens kommunen ifølge bistandslovens § 69 har den generelle forpligtelse til at sørge for dagtilbud for alle børn, herunder også børn med handicap, er den amtskommunale forpligtelse i § 95 a et supplement til det kommunale tilbud i det omfang, det kommunale tilbud ikke kan tilgodese barnets behov for støtte, behandling m.v. som følge af et vidtgående handicap.

Det fremgår også af Socialministeriets udtalelse, at det i SM O-3-82 er præciseret, at amtsrådets forpligtelse til at oprette og drive særlige daginstitutioner og fritidsforanstaltninger specielt for skolesøgende børn er et supplement til hovedreglen i § 69, der skal sikre etablering af fritidsforanstaltninger for de forholdsvis få børn og unge med vidtgående handicap, der har et så særligt behov for støtte, behandling m.v., at det ikke kan imødekommes i de kommunale ordninger.

SM O-3-82 underbygger således, at forpligtelsen i henhold til § 95 a for så vidt angår skolesøgende børn alene vedrører de få børn og unge med vidtgående handicap, der har et så særligt behov for støtte, behandling m.v. at det ikke imødekommes i de kommunale ordninger, herunder handicapafdelinger i de kommunale institutioner.

Endelig udtalte Socialministeriet, at denne supplementsmulighed for etablering af fritidsforanstaltninger for skolesøgende børn i henhold til bistandslovens § 95 a i praksis har udviklet sig til alene at omfatte fritidsordninger for meget små og helt specielle handicapgrupper med et så særligt behov for støtte og behandling, at det ikke kan forventes imødekommet indenfor de kommunale rammer.

Ankestyrelsen fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at pålægge amtskommunen at oprette fritidsforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 95 a.

Der blev lagt vægt på, at børnenes handicap og funktionsniveau ikke kunne anses for at medføre et så særligt behov for støtte og behandling, at det ikke kunne dækkes indenfor de kommunale rammer. Ankestyrelsen lagde herved vægt på SM O-3-82 og på Socialministeriets udtalelse af 30. marts 1993.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtskommunens afgørelse, hvorefter der ikke var grundlag for at visitere til en foranstaltning i henhold til bistandslovens § 95 a, da behovet for fritidsforanstaltninger blev dækket af det fritidshjem, der blev drevet i henhold til bistandslovens § 69.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 3 - j.nr. 14123-93

Sagen vedrørte en 8-årig autistisk dreng, som gik i en fritidsordning på et undervisningscenter. Fritidsordningen var etableret efter § 69 i bistandsloven af en kommune i amtet efter ønske fra forældrene til eleverne. Elevernes hjemkommuner havde skriftligt givet tilsagn om betalingen, ligesom transport blev betalt af hjemkommunerne.

Kommunen anmodede amtskommunen om at dække udgifterne til fritidsforanstaltningen efter § 95 a i bistandsloven.

Amtskommunen afviste at betale for hans ophold i skolefritidsordningen efter § 95 a. Afgørelsen blev begrundet med, at der ikke, med det indgående kendskab man havde til drengen og hans handicap, var grundlag for at antage, at hans handicap var af en sådan karakter, at han kunne anses for at have et så særligt behov for støtte og behandling, at dette ikke kunne forventes imødekommet indenfor de kommunale rammer.

Kommunen klagede til Ankestyrelsen over afgørelsen. Kommunen anførte blandt andet i klagen, at det havde været nødvendigt at oprette denne selektive ordning, fordi børnenes handicap var af en sådan sværhedsgrad, at det kun vanskeligt kunne løses lokalt. Kommunen mente derfor, at udgifterne til fritidsforanstaltning burde dækkes af amtskommunen jf. bistandslovens § 95 a.

Kommunen fremsendte sammen med klagen en kopi af en afgørelse, som Ankestyrelsen havde truffet i 1988. Ifølge denne afgørelse havde Ankestyrelsen pålagt en amtskommune at tilvejebringe de nødvendigedagforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 95 a, efter at be slutningen om at anbringe et barn udenfor hjemmet var ophævet af Landsretten.

Ankestyrelsen fandt ikke grundlag for at pålægge amtskommunen at afholde udgifterne til fritidsforanstaltning til drengen efter § 95 a i bistandsloven.

Begrundelsen var, at drengens handicap ikke skønnedes at medføre et så særligt behov for støtte og behandling, at det ikke kunne løses indenfor de kommunale rammer i bistandslovens § 69.

Ankestyrelsen tiltrådte således amtskommunens afgørelse.

For så vidt angik Ankestyrelsens afgørelse fra 1988, hvor Ankesty relsen pålagde en amtskommune at tilvejebringe nødvendige dagforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 95 a, oplyste Ankestyrelsen, at den sag vedrørte en psykomotorisk retarderet dreng med en stærkt voldelig og aggressiv adfærd, som på grund af dette ikke kunne indpasses i de ordninger kommunen var forpligtet til at tilvejebringe.

Ankestyrelsen fandt ikke, at der i den tidligere sag var sådanne ligheder til den aktuelle sag, at det kunne begrunde en anden vurdering.