Ankestyrelsens principafgørelse O-133-94

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 3

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 34

En ansøger drev sammen med sin ægtefælle en virksomhed. I forbindelse med skilsmisse ophørte virksomheden, og med virkning fra den 1. oktober 1992 afmeldtes den overfor Told- og Skattestyrelsen.

Det var oplyst, at ansøger var alene og havde forsørgelsespligt overfor et barn.

I oktober måned 1992 henvendte han sig til socialforvaltningen for at søge om økonomisk hjælp.

Efter en vurdering af ansøgers økonomiske forhold fik han bevilget grundydelse og børnetillæg. Forvaltningen besluttede samtidig at give afslag på boligtillæg til dækning af terminsydelser, da den ejendom, ansøger beboede, var en erhvervsejendom, der ikke var godkendt til beboelsesmæssige forhold.

Ansøger havde i forbindelse med sagens behandling bl.a. anført, at han ikke havde økonomisk mulighed for at skaffe en anden bolig med deudgifter, det ville medføre. Der var ikke købere til erhvervs ejendommen, og han ville derfor ikke have anden mulighed end en tvangsauktion, såfremt han ikke kunne få hjælp.

Ankenævnet fandt, at kommunen ikke havde været berettiget til at afslå at udmåle boligtillæg i forbindelse med udbetaling af ansøgers kontanthjælp, herunder hjælp til el. Nævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at det ikke er nogen betingelse for udmåling af boligtillæg efter bistandslovens § 37, stk. 3, at boligen af bygningsmyndighederne er godkendt til boligmæssige formål. Der blev desuden lagt vægt på, at ansøger i forbindelse med hans faktiske ophold på adressen måtte antages at have boligudgifter.

Nævnet havde ved afgørelsen lagt til grund, at ansøger ikke havde drevet erhvervsvirksomhed på ejendommen siden efteråret 1992, og at han rent faktisk opholdt sig på denne adresse.

I klagen til Ankestyrelsen havde kommunen bl.a. anført, at der ønskedes en principiel stillingtagen til, om det var rimeligt at pålægge en kommune at yde hjælp til dækning af boligudgifter på en erhvervsejendom, da kommunen derved kunne komme til at yde klienten hjælp til at drive erhvervsvirksomheden.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om der kan ydes boligtillæg til dækning af terminsydelse i en erhvervsejendom, der ikke er godkendt til beboelse.

Ankestyrelsen fandt, at ansøger var berettiget til boligtillæg i forbindelse med beregningen af sin kontanthjælp.

Begrundelsen for afgørelsen var, at der ikke i bistandsloven eller i vejledningen herom stilles krav om, at en bolig skal være lovlig, for at der kan ydes boligtillæg.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at der var grundlag for til kendelse af boligtillæg til dækning af terminsudgiften for heleerhvervsejendommen, og fandt derfor, at der alene skulle ydes bolig tillæg, for så vidt angår den del af ejendommen, som det skønnedes nødvendigt for ansøger at anvende til beboelse.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.