Ankestyrelsens principafgørelse O-84-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1, nr. 1

En kvinde, der havde haft en svær opvækst, blev af A kommune i forbindelse med en forestående fødsel optaget på et observations- og behandlingshjem i 3 måneder fra 1. august til 31. oktober 1992.

Kvinden blev sagt op fra sit værelse i A kommune, fordi udlejeren ikke ville have hende boende, når hun skulle have et barn.

A kommune bevilgede flyttehjælp, depositum m.m. til indflytning i B kommune. Lejemålet blev indgået pr. 1. juni 1992.

B kommune meddelte den 27. maj 1992 flyttetilsagn, jf. bistandslovens § 47, stk. 2, på betingelse af, at der blev givet refusionstilsagn efter bistandslovens § 11.

Kvinden blev indskrevet på behandlingshjemmet den 3. august 1992 og fødte en søn.

Den 19. oktober afbrød kvinden sit institutionsophold og tog ophold i sin lejlighed. Barnet blev på behandlingshjemmet med kvindens samtykke.

Den 11. november 1992 besluttede B kommune at efterkomme kvindens begæring om hjemgivelse af barnet pr. 13. november 1992 under forudsætning af, at hun accepterede støtteforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 33, stk. 1, nr. 1. Barnet blev herefter udskrevet fra behandlingshjemmet pr. 1. december 1992.

Kvinden blev indlagt på sygehus den 23. november 1992 sammen med barnet. Den 18. december 1992 blev barnet igen overført til behandlingshjemmet efter at Børn- og Ungeudvalget i B kommune havde besluttet, at barnet skulle anbringes uden for hjemmet uden samtykke.

Ved nævnets afgørelse blev A kommune pålagt at yde refusion i henhold til bistandslovens § 11 for udgifter vedrørende kvinden og hendes søn.

Nævnet lagde vægt på, at kvinden i A kommune var undergivet hjælpeforanstaltninger i henhold til bistandslovens § 33, at A kommune etablerede kvinden i lejlighed i B kommune og fremskaffede ophold på observations- og behandlingshjemmet for den gravide kvinde, og at der forløb meget kort tid fra afbrydelsen af institutionsopholdet og barnets hjemgivelse, før det var nødvendigt på ny at iværksætte hjælpeforanstaltninger i henhold til bistandsloven.

A kommune anførte i klagen, at hjælpeforanstaltningerne ophørte for kvinden den 19. oktober 1992, da hun afbrød institutionsopholdet, og for barnet ved hjemgivelse den 13. november 1992. A kommune kunne ikke finde hjemmel for udtrykket " kort tid ". Der var alene tale om hjemgivelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, i hvilket omfang og hvor længe kommunen er refusionspligtig efter bistandslovens § 11, når en person etableres i egen bolig og bliver optaget i en institution, der er omfattet af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune havde ret til refusion fra A kommune for den kommunale andel af udgifter til kvinden indtil den 19. oktober 1992 og til barnet indtil den 13. november 1992.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at kvindens ophold i B kommune skyldtes hendes ophold på observa- tions- og behandlingshjemmet, jf. bistandslovens § 11.

Ankestyrelsen begrundede afgørelsen med, at kvinden den 19. oktober 1992 afbrød institutionsopholdet, og at barnet blev hjemgivet den 13. november 1992.

Ankestyrelsen ændrede således nævnets afgørelse.