En dansk statsborger, som tidligere havde været bosiddende i Frankrig, bosatte sig i Tyskland.
Den 14. november 1992 fyldte han 67 år.
Den 17. december 1992 rettede han - efter at han ved udfyldning af en EU-sygesikringsformular var blevet klar over, at han ikke automatisk ville få udbetalt folkepension - henvendelse til den kommune, hvor han havde haft bopæl ved fraflytningen fra Danmark. Han oplyste da, at han ønskede at indgive ansøgning om folkepension.
Han fik udbetalt folkepension med virkning fra den 1. januar 1993, jf. pensionslovens § 33.
Han klagede over den tidligere bopælskommunes afgørelse om fra hvilket tidspunkt folkepensionen kunne udbetales. Han anførte, at den tidligere bopælskommune efter pensionslovens § 20, stk. 2 havde haft pligt til at informere ham om retten til modtage folkepension, før han fyldte 67 år.
Han fremførte yderligere, at den tidligere bopælskommune havde kendskab til hans adresse, idet han havde holdt kommunen underrettet om sin adresse i udlandet. Han oplyste, at han den 11. november 1992 gav kommunen meddelelse om flytningen til Tyskland.
Ankenævnet stadfæstede kommunens afgørelse om udbetalingstidspunktet. Ankenævnet fortolkede pensionslovens § 20, stk. 2 således, at kommunens forpligtelse til at oplyse borgerne om deres rettigheder ikke omfattede danskere bosiddende i udlandet. Under sagens behandling i Ankestyrelsen bekræftede den tidligere bopælskommune, at den havde haft kendskab til pågældendes adresse i Frankrig, og at kommunen havde foretaget skatteligning for årene 1990, 1991 og 1992 samt udsendt sygesikringsbevis.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune har pligt til at sende meddelelse om ret til folkepension til en dansk statsborger med bopæl i udlandet.