Ankestyrelsens principafgørelse O-6-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 43, stk. 1

Socialministeriets vejledning nr. 155 af 6. august 1990 om hjælp efter bistandslovens kapitel 10 (§§ 43-45) - pkt. 9

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21230-92

En kvinde på 25 år var vokset op hos sin fader efter forældrenes skilsmisse. Da hun var 18 år, giftede faderen sig igen, og hun var i den forbindelse i en kort periode boligløs.

Hun var gået ud af skolens 9. klasse og havde senere taget yderligere enkelte 9. og 10. klasses fag. Hun havde haft forskellige kortvarige arbejdsforhold. I 1986, da hun var 18 år, født hun en søn. Hun boede sammen med faderen i et par år.

I september 1988 bevilgede kommunen ansøgeren hjælp i henhold til bistandslovens § 42 til gennemførelse af EFG handel- og kontor. Efter ca. ½ år ophørte hun, fordi hun havde fået et arbejde. Hun blev dog opsagt efter kort tid og fik herefter påny kontanthjælp.

I juni 1990 begyndte hun for anden gang på EFG handel- og kontor, og kommunen bevilgede påny hjælp efter bistandslovens § 42/§ 43. Også denne gang holdt hun op efter ca. ½-års skolegang, begrundet med meget fravær på grund af sygdom hos sig selv og sit barn.

I august 1991 begyndte ansøgeren på tekstilværksted. Her arbejdedehun 7-8 måneder og optjente timer nok til at blive optaget i ar bejdsløshedskasse.

I sommeren 1992 blev hun optaget på teknisk skole, grafisk linie, med henblik på at blive litograf. Hun søgte om revalideringshjælp. Uddannelsen ville vare 4 år. Der var 20 ugers skolegang og resten af uddannelsen var lønnet praktik.

Hun anførte, at hun ved optagelsen på teknisk skole, grafisk linie, havde fået sit største ønske opfyldt.

Kommunen gav afslag under henvisning til, at der intet fysisk eller psykisk var til hinder for, at ansøgeren kunne påtage sig et hvilketsom helst arbejde. Hovedproblemet var arbejdsløshed. Det var kom munens opfattelse, at den sociale situation: enlig forsørger og langtid på kontanthjælp ikke alene var adgangsgivende til reva lideringshjælp. Derimod kunne dette sammen med andre for eksempel fysiske/psykiske forhold i en samlet vurdering udløse hjælp til placering på arbejdsmarkedet.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde revalideringshjælp efter § 43, stk. 1 og stk. 2. Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren var enlig forsørger og havde modtaget kontanthjælp i så lang en periode, at hun måtte siges at være i en fastlåst social situation. Nævnet lagde endvidere vægt på, at kommunen tidligere havde fundet ansøgeren revalideringsberettiget af sociale årsager, og at der ikke sås at være afgørende ændringer i hendes situation siden da.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af, om der kan ydes bruttorevalideringsydelse til en enlig forsørger på rent socialt grundlag.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse med den deri givne begrundelse.

Ankestyrelsen lagde særligt vægt på, at ansøgeren var enlig forsørger og havde oppebåret kontanthjælp i længere tid, og at kommunen tidligere havde fundet hende berettiget til revalideringshjælp.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20166-93

En kvinde på 28 år henvendte sig til kommunen i forbindelse med, at hun blev skilt.

Hun ville blive alene med en søn på 9 måneder. Hun arbejdede 20 timer om ugen på en døgninstitution med skiftende vagter og uden pasningsmuligheder for sønnen. Kommunen udbetalte supplerende løbende økonomisk hjælp efter bistandslovens § 37.

Hun var uden uddannelse og søgte ind på socialpædagoguddannelsen. Kommunen gav afslag på hjælp efter bistandslovens § 43 under hen visning til, at hun som udgangspunkt måtte søge arbejdstider, der var forenelige med hendes situation.

Ansøgeren oplyste blandt andet, at hun havde haft meget svært ved at få andet arbejde, og en af hovedbegrundelserne herfor var, at hun ingen uddannelse havde. Hun gjorde desuden opmærksom på, at hun ikke havde familie til at støtte sig, og at hun ville få meget vanskeligt ved at klare sig for Statens Uddannelsesstøtte.

Ankenævnet fandt ikke grundlag for at ændre kommunes afgørelse, idet ansøgeren ikke fandtes at være i en sådan fastlåst social situation, at hun var omfattet af den personkreds, der er berettiget til hjælp efter bistandslovens § 43.

Under sagens behandling i Ankestyrelsen oplyste ansøgeren, at hunhavde fået praktikplads i Farum, og at hun på grund af en trans porttid på 5 timer med offentlige transportmidler ville være nødt til at købe bil. Hendes økonomi ville blive helt kaotisk og uoverskuelig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning af kriterierne for hjælp efter bistandslovens § 43 til enlige forsørgere.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgerens situation som enlig forsørger opstod i forbindelse med skilsmisse. Da hun i forbindelse hermed søgte støtte efter § 43 til uddannelsen som socialpædagog, havde situationen således kun bestået i ganske kort tid, og hun havde efter det oplyste ikke forinden søgt sine erhvervsmæssige forhold ændret, således at de harmonerede bedre med hendes situation som enlig forsørger.

Ankestyrelsen fandt herefter ikke, at ansøgeren var i en sådan fastlåst social situation, at hun var berettiget til støtte efter § 43 til uddannelse.

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 20242-93

En kvinde på 34 år, der havde 2 børn, blev skilt i 1989. Hun blev arbejdsløs i januar 1992 og fik hjælp efter bistandslovens § 37, dahun ikke var i arbejdsløshedskasse. Hun påbegyndte i maj 1992 et AMU kursus i service- og socialarbejde med hjælp fra kommunen. Hun ophørte med kurset, da hun i september 1992 påbegyndte den 1-årige social- og sundhedsuddannelse, og søgte kommunen om uddannelsesstøtte efter § 43.

Ansøgeren havde taget EFG-uddannelse i handels- og kontorfag og Højere Handelseksamen, men havde ikke lærebrev. Hun havde haft arbejde i ca. 11 år forud for ledighedsperioden.

Kommunen afslog ansøgningen om uddannelsesstøtte med den begrundelse, at ansøgerens primære problem var arbejdsløshed, og at hun ville være i stand til at påtage sig ufaglært arbejde, da hun hverken havde fysiske eller psykiske problemer. Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse og lagde herved vægt på oplysningerne om ansøgerens helbredsmæssige, sociale og uddannelses mæssige forhold, herunder om hendes tidligere beskæftigelse. Nævnet fandt det ikke påkrævet, at der blev ydet hende hjælp efter § 43 med henblik på, at hun i fremtiden ville kunne forsørge sig selv og sin familie.

Sagen blev behandlet i principielt møde til belysning af enlige forsørgeres ret til hjælp efter bistandslovens § 43 på rent socialt grundlag.

Ankestyrelsen tiltrådte nævnets afgørelse.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde helbredsmæssige problemer, at hun havde EFG-uddannelse og Højere Handelseksamen, at hun havde været i arbejde i ca. 11 år og dermed haft en stabil tilknytning til arbejdsmarkedet, og at hun havde fået kontanthjælp i en relativt kort periode.

På dette grundlag fandt Ankestyrelsen ikke, at ansøgeren kunne anses for at befinde sig i en sådan fastlåst social situation, som er en forudsætning for, at der kan ydes hjælp efter § 43 på rent socialt grundlag.