Ankestyrelsens principafgørelse P-2-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 411 af 26. maj 1992 - § 17, stk. 1

En blind pensionist modtog befordringshjælp til familiebesøg efter bistandslovens § 61 for perioden 1. november 1989 til 31. juli 1991.

Pensionisten blev den 1. juli 1991 optaget på plejehjem, og den 6.september afslog kommunen at forlænge bevillingen til be fordringshjælp, idet pensionistens samlede situation nu gjorde, athun ikke længere ansås at opfylde betingelserne for en kørsels ordning. Der blev i den forbindelse henvist til, at pensionisten nu havde mulighed for kontakt med andre personer på plejehjemmet, ligesom hun kunne deltage i hjemmets arrangementer.

Pensionisten søgte derefter ved blindekonsulent om kørselstilskud som personligt tillæg, da hendes problemer med at besøge familien, der boede ret spredt, var uforandrede.

Kommunen gav afslag på personligt tillæg, idet det anførtes, at behandlingen af ansøgningen om kørselstilskud ikke vurderedes at føre til et andet resultat, blot fordi der blev foreslået anvendt en anden lovbestemmelse. Kommunen anførte yderligere, at personlige tillæg næppe kunne siges at omfatte sådanne kørselsordninger, men snarere tilskud til mere direkte bistand og pleje for særligt vanskeligt stillede pensionister.

Kommunens afgørelse blev af Dansk Blindesamfund påklaget til ankenævnet, der fandt, at kommunen med rette havde afvist at reali tetsbehandle ansøgningen om kørselstilskud som personligt tillæg. Afgørelsen var begrundet med, at bistandslovens § 61 er en special bestemmelse i forhold til pensionslovens § 17. I klagen til Ankestyrelsen anførte Dansk Blindesamfund blandt andet, at kommunens ret til at fastlægge nogle generelle rammer for ydelse af personlige tillæg i form af indkomst- og formuegrænser måtte anerkendes. Men sådanne generelle rammer kunne ikke fritage kommunen fra at foretage en individuel, reel sagsbehandling i hvert enkelt tilfælde. Det forhold, at der var givet afslag i medfør af én bestemmelse i bistandsloven kunne således ikke fritage kommunen fra at foretage en egentlig vurdering af en ansøgning efter en anden bestemmelse.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af, om en afgørelse efter bistandsloven § 61 udtømmende gør op med muligheden for befordringshjælp, således at der ikke er anledning til atrealitetsbehandle en anmodning om befordringshjælp efter pensions lovens § 17.

Ankestyrelsen fandt, at bestemmelsen i bistandslovens § 61 ikke var til hinder for realitetsbehandling af en ansøgning om personligttillæg til befordringshjælp efter pensionslovens § 17, idet be stemmelsen i § 61 ikke kunne antages udtømmende at gøre op med under hvilke betingelser en pensionist kunne modtage tilskud til befordring.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i pensions loven var fastlagt begrænsninger med hensyn til de formål, der kunne ydes personligt tillæg til.

Ankestyrelsen lagde desuden vægt på, at kriterierne for tilkendelseaf hjælp efter de to bestemmelser ikke var ens. Efter § 61 i bi standslovens skulle helbredsmæssige grunde tale for hjælp, mens hovedbetingelsen efter § 17 var, at der skulle foreligge særlig vanskelige økonomiske forhold.

Da sagen ikke havde været undergivet realitetsbehandling, hjemviste Ankestyrelsen spørgsmålet om bevilling af personligt tillæg til befordring til fornyet vurdering i kommunen.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.