Sagen drejede sig om erstatning for varigt mén til en 49-årig specialarbejder.
Skadelidte blev i februar 1989 ansat på en virksomhed, hvor han var beskæftiget med fornikling af metalgenstande. Efter 2 ugers arbejde udviklede skadelidte kløende udslæt på hænder og underarme, og efter lang tids sygdom blev han i juni 1989 opsagt fra sit arbejde.
I maj 1989 blev lidelsen nikkeleksem anmeldt til Arbejdsskadestyrelsen som en formodet arbejdsbetinget lidelse.
Efter anerkendelse af det anmeldte allergiske eksem tilkendte Arbejdsskadestyrelsen skadelidte erstatning for varigt mén, svarende til 8%.
I november 1991 anmodede skadelidtes forbund Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage sagen.
Af en indhentet speciallægeerklæring fremgik bl.a., at skadelidte ved en undersøgelse i maj 1994 havde rester af udslæt med småpapler og krads på arme. Skadelidtes hud var på grund af behandling med
Diproderm creme blevet mere sart. Der kom derfor let sår, som var længe om at hele, og som havde
givet ar specielt på underarmene. I forbindelse med rengøring havde skadelidte forsøgt at anvende gummihandsker, men så blussede eksemet op, og der kom mere kløe. Skadelidte var ret generet i det daglige.
Ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fik skadelidte herefter forhøjet erstatningen for varigt mén, svarende til i alt 15 %.
Arbejdsskadestyrelsen lagde ved afgørelsen lagt vægt på, at skadelidtes hud var blevet mere sart, så der let kom sår, som var længe om at hele.
I klagen anførte skadelidtes forbund bl.a., at man var enig i størrelsen af méngraden, hvis det ikke havde drejet sig om et eksem, der bl.a. var opstået på grund af nikkel, og at han ikke længere kunne tåle vand og gummi, som det fremgik af en speciallægeerklæring fra maj 1994.
Da der var tale om en eksemform, hvor årsagen til eksemet var svært at undgå, som nikkel, vand og gummi, burde ménerstatningen tillægges mellem 5 og 8%.
