Ankestyrelsens principafgørelse O-75-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 112, stk. 2, § 124a og § 66b

2 børn på 9 og 8 år var i henhold til en afgørelse fra Børn og unge udvalget i en kommune blevet anbragt uden for hjemmet uden samtykke fra forældremyndighedens indehavere med henblik på en undersøgelse efter bistandslovens § 32 d, stk. 1. Denne afgørelse, der gjaldt i 2 måneder, blev tiltrådt af Ankestyrelsen.

Da undersøgelsen var afsluttet, og inden udløbet af 2-måneders fristen, traf Børn og unge-udvalget en ny afgørelse om anbringelse uden samtykke af de 2 børn uden for hjemmet efter bistandslovens § 35, stk. 1, nr. 4.

Børn og unge-udvalget havde samtidig truffet afgørelse om, at samvær med forældrene kun måtte foregå under tilstedeværelse af en repræsentant for kommunen efter bistandslovens § 67, stk. 3, jf. stk. 4. Med henvisning til bistandslovens § 14, stk. 7, var det endvidere besluttet, at forældrene kun måtte tale i telefon med børnene 1 gang om ugen. Alle afgørelser skulle være gældende 1 år.

Advokaten havde i klagen til Ankestyrelsen anført, at afgørelsen indeholdt alvorlige mangler i relation til lovens krav. Dette burde have haft den virkning, at sagen ikke havde kunnet behandles den pågældende dag. Hverken forældrene eller advokaten havde fået udleveret en handleplan før mødet, og da handleplanen under mødet var blevet udleveret, opfyldte den efter advokatens opfattelse ikke kravene i lovens § 66 b, ligesom børnenes holdning til foranstaltningen ikke var oplyst.

Af udskrift af mødeprotokollen for det pågældende møde i Børn og unge-udvalget fremgår, at handleplanen er identisk med konklusionen i den undersøgelsesrapport, der var blevet udarbejdet af et børnerådgivningscenter i forbindelse med anbringelsen efter bistandslovens § 32 d, uden at kommunalbestyrelsens stillingtagen hertil fremgår.

Under mødet i Børn og unge-udvalget blev der i anledning af advokatens kritik af den manglende handleplan truffet beslutning om, at dele af udvalgets dagsorden blev udleveret til advokaten.

Børn og unge-udvalget tilkendegav i forbindelse med afgørelsen, at rådgivningscentrets erklæring beskriver en handleplan og derfor opfylder lovens krav.

Ankestyrelsen meddelte kommunen, at afgørelsen om anbringelsen af de 2 børn uden for hjemmet var truffet på et ufyldestgørende grundlag, idet der forud for mødet i Børn og unge-udvalget ikke var udarbejdet en indstilling med en redegørelse som nævnt i bistandslovens § 123.

Børn og unge-udvalgets afgørelse var derfor ikke gyldig.

Ankestyrelsen lagde især vægt på, at der ikke af kommunalbestyrelsen var udarbejdet en plan for børnenes anbringelse uden for hjemmet, jf. bistandslovens § 66 b, stk. 1 og 2, sammenholdt med bistandslovens § 123, nr. 4.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at det ikke fremgik af sagsakterne, at børnene havde fået lejlighed til at udtale sig om deres holdning til anbringelsen, jf. bistandslovens § 124 a, stk. 2, sammenholdt med lovens § 123, nr. 5.

Børn og unge-udvalgets afgørelse om overvågning af samværet var ikke omfattet af ugyldighedsvirkningen.