For tiden før 29. juli 1991 havde moderen ikke ret til børneydelser, idet børnenes fader var omfattet af dansk lovgivning om social sikring, og børnene havde bopæl hos ham, jf. børnefamilieydelsesloven § 4, stk. 4, og børnetilskudsloven § 8, stk. 4.
Afgørelse om faderens ret til såvel børnefamilieydelse som ordinært og ekstra børnetilskud hørte under kommunalbestyrelsen, hvor han senest havde bopæl i Danmark, jf. børnefamilieydelseslovens § 6, stk. 1, og Skattedepartementets bekendtgørelse nr. 598 af 16. august 1991 om udbetaling af børnefamilieydelse til personer, der ikke er fuldt skattepligtige efter kildeskattelovens § 1, m.v., § 5, samt børnetilskudslovens § 23.
For tiden efter 29. juli 1991 var børnenes fader ikke længere omfattet af dansk lovgivning om social sikring. Det medførte, at der med virkning fra det følgende kvartal, dvs. fra oktober kvartal 1991, var ret til børnefamilieydelse fra Danmark, idet moderen var arbejdstager i Danmark. Ydelserne skulle dog udbetales til børnenes fader, da børnene boede hos ham. Der blev henvist til EF-forordningnr. 1408/71 om anvendelse af de sociale sikringsordninger på arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der flytter inden for fælles skabet, art. 13, stk. 2, a) samt art. 73, stk. 1, sammenholdt med børnefamilieydelseslovens § 4, stk. 4, og § 13, samt ovennævnte bekendtgørelse nr. 598, § 1 og § 2.
Endvidere var der fra oktober kvartal 1991 ret til ordinært og ekstra børnetilskud, hvis faderen, som børnene boede hos, har været enlig forsørger, jf. børnetilskudslovens § 2, stk. 1, nr. 1, § 3, samt § 26, stk. 2, og Socialministeriets bekendtgørelse nr. 1008 af 14. december 1993 om udbetaling af børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag samt ophævelse af bestemmelserne om dansk indfødsret, hjemsted og bopæl, § 6.
Afgørelsen om børnetilskud for tiden efter, at faderen ikke længerevar omfattet af dansk lovgivning, skulle træffes af kommunalbe styrelsen i moderens bopælskommune.
Da der var ret til børneydelser på grundlag af beskæftigelse i Danmark, og faderen samtidig havde ret til franske ydelser på grundlag af bopæl i Frankrig, blev de franske ydelser suspenderet, jf. EF-forordning nr. 574/72, art. 10, stk. 1, litra a. Moderens bopælskommune skulle derfor udbetale de danske børneydelser til den institution, der udbetalter ydelserne i Frankrig. Den franske institution skulle efter fradraget af franske børneydelser i de danske beløb udbetale et eventuelt overskydende beløb til børnenes fader.
Efter at det ene af børnene den 15. juli 1993 var flyttet til moderen, skulle børnefamilieydelsen samt eventuelt børnetilskud for barnet første gang udbetales til moderen fra det følgende kvartal, dvs. fra 1. oktober 1993. Der blev herved henvist til børnefamilieydelseslovens § 6, stk. 2, hvorefter børnefamilieydelse udbetales første gang for det kvartal, der følger efter det kvartal, i hvilket retten til ydelser er erhvervet, og den tilsvarende regel i børnetilskudslovens § 10. Ankestyrelsen har generelt ved stillingtagen til sagen ud fra de foreliggende oplysninger lagt til grund, at moderen i hele perioden har været arbejdstager i Danmark. Hvis betingelsen om beskæftigelse som arbejdstager ikke har været opfyldt ved begyndelsen af det første døgn i et kvartal, bortfalder retten til børneydelser i hele det pågældende kvartal.
Ankestyrelsen har lagt vægt på, at moderen og faderen havde fællesforældremyndighed over børnene, at børnene havde hjemsted i et EF medlemsland, og at faderen, som børnene boede hos, havde bopæl i et EF-medlemsland. Samtidig er der lagt vægt på, at faderen forud for den 29. juli 1991 var omfattet af dansk lovgivning om social sikring, mens han efter den 29. juli 1991 var omfattet af fransk lovgivning.
Ved afgørelsen af, at det var moderens bopælskommune, der skulle træffe afgørelse om, hvorvidt der var ret til ordinært og ekstra børnetilskud for tiden efter 29. juli 1991, herunder tage stilling til, om faderen var enlig forsørger, har Ankestyrelsen lagt vægt på, at det er i kraft af, at moderen var arbejdstager, at faderen kunnefå ret til ordinært og ekstra børnetilskud, da faderen på dette tids punkt ikke længere var omfattet af dansk lovgivning. Ankestyrelsen fandt på den baggrund, at moderens bopælskommune var nærmere end faderens seneste bopælskommune til at træffe afgørelse i sagen.
For så vidt angår afgørelsen om tidspunktet for ret til ydelser efter at det ene af børnene var flyttet til moderen, har Ankestyrelsen lagt vægt på, at der allerede ved begyndelsen af juli kvartal var ret til børneydelser efter dansk lovgivning, og at ændringer af udbetaling efter dansk lovgivning først sker med virkning fra det følgende kvartal efter flytningen. Skattedepartementets cirkulære af 17. december 1986 om lov om børnefamilieydelse, punkt 9, tager efter Ankestyrelsens opfattelse kun sigte på situationer, hvor en person flytter til et land, hvis lovgivning pågældende ikke i forvejen er omfattet af. Der blev herved henvist til, at EF-forordning nr. 574/72, art. 10 a, a) finder anvendelse, når en arbejdstager successivt har været omfattet af lovgivningen i 2 medlemsstater. Dette var ikke situationen i det pågældende tilfælde.
Ankestyrelsen tiltrådte med ovenstående afgørelser Det sociale ankenævns afgørelse om afslag på børnefamilieydelse for perioden før 29. juli 1991.
Ankestyrelsen ændrede samtidig afgørelsen om afslag på børnefamilie ydelse for tiden efter den 29. juli 1991, det vil sige fra oktober kvartal, men bestemte, at børnefamilieydelserne skulle udbetales til faderen.
Endvidere tiltrådte Ankestyrelsen afgørelsen om, at børnefamiliey delse og eventuelt børnetilskud først kunne udbetales til moderen fra oktober kvartal 1993.
Endelig hjemviste Ankestyrelsen til moderens bopælskommune at træffe afgørelse om, hvorvidt faderen havde været enlig forsørger i en periode efter 29. juli 1991, idet der i givet fald også skulle udbetales ordinært og ekstra børnetilskud til ham fra 1. oktober 1991 for tiden, mens han var enlig.
