Ankestyrelsens principafgørelse O-9-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

05-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58

En 47-årig blind mand søgte om støtte til personlig computer, printer, punktnotatapparat og tekst-behandlingsprogram. Ansøgeren, der var tilkendt højeste førtidspension og bistandstillæg angav som begrundelse for ansøgningen, at han havde behov for de nævnte hjælpemidler til skrive/læsearbejde i forbindelse med blandt andet foreningspolitisk arbejde og administrative opgaver i forbindelse med hans beskæftigelse som selvstændig kurvemager.

Som begrundelse for ansøgningen var derudover angivet, at udstyret var nødvendigt for at ansøgeren kunne følge enkeltfagsundervisning ved amtskommunens VUC-center.

Det var oplyst, at ansøgeren tidligere havde fået bevilget hjælpemidler i form af skrivemaskine og notatbåndoptager. Kommunen gav afslag på ansøgningen med henvisning til, at udgiften til hjælpemidlerne, i alt ca. 90.000 kr, alene kunne betragtes som rimelige, såfremt hjælpemidlerne skulle anvendes for at afhjælpe følgerne af blindheden i erhvervsmæssigt øjemed.

Afgørelsen blev herefter indbragt for ankenævnet.

Under sagens behandling blev det oplyst, at amtskommunens VUC-center havde anskaffet et anlæg svarende til det ansøgte, som herefter var til rådighed for ansøgeren i forbindelse med undervisningen.

Ankenævnet tiltrådte kommunens afslag.

Ankenævnet lagde ved afgørelsen vægt på, at den forbedring af ansøgerens funktionsevne, som brugen af dataanlægget kunne medføre, ikke kunne anses for at være så væsentlig, som det forudsættes ved ydelse af støtte efter bistandslovens § 58.

Dansk Blindesamfund indankede ankenævnets afgørelse og henviste blandt andet til, at der ikke ved afgørelsen var foretaget en individuel vurdering af ansøgerens samlede behov for de ansøgte hjælpemidler, således som dette var beskrevet.

Dansk Blindesamfund anførte videre, at det ifølge bekendtgørelsen om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58 måtte være det beskrevne behov sammenholdt med funktionsevnenedsættelsen, der var afgørende for, om der kunne ydes støtte, og ikke prisen for det ansøgte hjælpemiddel.

Dansk Blindesamfund henviste endelig til, at der var et stort behov for at få afklaret i hvilket omfang blinde og svagtseende uden arbejde kunne få støtte til EDB-udstyr som det ansøgte, herunder i for-bindelse med enkeltfagsundervisning, som forestås af amternes undervisnings- og kulturforvaltninger.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, hvad der skal til, for at der kan ydes hjælp til sådanne kommunikationshjælpemidler i tilfælde, hvor ansøgeren ikke er i arbejde.

Siden bistandslovens ikrafttræden har det været forudsat, at der efter bistandslovens § 58 kan ydes hjælp til kommunikationsudstyr til blinde.

Sigtet med at yde støtte efter § 58 er, at den handicappede kan opnå en så selvstændig tilværelse som muligt og således være uafhængig af andres bistand i hverdagen i størst mulig grad.

Vurderingen af betingelsen om, at hjælpemidlet i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet, bør foretages i takt med udviklingen i samfundet, herunder også udviklingen inden for de teknologiske hjælpemidler. Vurderingen må i øvrigt foretages ud fra en beskrivelse af den enkelte ansøgers behov, herunder gennem en beskrivelse af ansøgerens aktivitetsniveau.

Vedrørende bevilling af hjælpemidler henledtes opmærksomheden på muligheden for at yde hjælpe-midlet som udlån. Der ville herved være mulighed for at tage højde for, at den enkelte ansøgers behov kunne variere.

EDB-anlæg med punktnotatapparat ville efter en konkret vurdering af ansøgerens samlede kommuni-kationsbehov kunne medføre en så væsentlig lettelse af den daglige tilværelse, at der kunne ydes støtte hertil efter bistandslovens § 58, eventuelt i form af udlån af udstyret.

Det var således ikke en betingelse for at yde støtte, at det ansøgte EDB-anlæg med punktnotatapparat var nødvendigt for, at ansøgeren kunne udøve et erhverv.

Ankestyrelsen fandt imidlertid ikke, at det ansøgte anlæg i ansøgerens tilfælde ville medføre en så væsentlig lettelse i den daglige tilværelse i hjemmet, at betingelserne for at yde støtte hertil efter bistandslovens § 58 var opfyldt.

Ved denne vurdering lagde Ankestyrelsen vægt på, at ansøgeren allerede havde fået stillet et tilsvarende anlæg til rådighed i forbindelse med hans undervisning på VUC.

Ankestyrelsen lagde herunder vægt på, at ansøgerens behov for kommunikation i forbindelse med hans øvrige aktiviteter i form af politisk arbejde, bestyrelsesarbejde m.v. isoleret bedømt efter de fore-liggende oplysninger ikke havde et omfang, der gav tilstrækkeligt grundlag for at pålægge kommunen at yde hjælp til det ansøgte.

Ankestyrelsen fandt således, at ansøgerens behov for kommunikationsudstyr til disse aktiviteter måtte anses for dækket gennem de allerede ydede hjælpemidler i form af skrivemaskine og notatbåndoptager.

Ankestyrelsen tiltrådte således med denne begrundelse ankenævnets afgørelse.