Ankestyrelsens principafgørelse O-62-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 11, stk. 1

Socialstyrelsens vejledning nr. 6 af 29. oktober 1990 om social pension -

Sagen vedrørte en kvinde, der i 1980 i en alder af 12 år af A kommune blev anbragt på et skolehjem i B kommune.

Kvindens moder flyttede i 1984 til C kommune, som modtog refusionstilsagn fra A kommune.

Efter flere år på skolehjemmets interne skole kom hun i normalskole på en skole i B kommune. Hun begyndte i august 1985 som 17-årig i 8. klasse, og hun gennemførte skolegangen til og med 10. klasse i juni 1988.

Den 2. juli 1986 besluttede C kommune at forlænge forsorgen ud over det 18. år med fortsat ophold på skolehjemmet og skolegang i almindelig folkeskole. Skoleforvaltningen i C kommune fandt, atskoleforvaltningen ikke kunne afholde betalingen for hendes skole gang, da denne lå ud over den undervisningspligtige periode.

I juni 1988 fremsendtes anmodning om mellemkommunal betaling for undervisning efter folkeskoleloven fra B kommune til C kommune for et samlet beløb på 161.604 kr for 8. 9. og 10. klasse i ialt 943 kalenderdage. C kommune videresendte refusionskravet til A kommune.

A kommune afslog at refundere beløbet og C kommune indbragte sagen for ankenævnet.

Ankenævnet bemærkede, at nævnet ikke havde saglig kompetence til at tage stilling til skolevæsnets afslag vedrørende betaling for skolegang. Nævnet måtte derfor ved sin afgørelse tage udgangspunkt i, at skoleudgiften ikke havde kunnet afholdes af nogen af kommunerneskulturelle forvaltninger og heller ikke amtskommunens undervisnings og kulturforvaltning. Nævnet fandt, at det ikke var ulovligt at yde hjælp til undervisning i henhold til bistandslovens bestemmelser, og derfor påhvilede det A kommune at yde refusion for denne udgift.

I klagen fra A kommune blev det anført, at der var tale om en udgift efter anden lovgivning end bistandsloven, og at bistandsloven var subsidiær i forhold til anden lov.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af spørgsmålet, om en almindelig skoleudgift efter folkeskoleloven er en udgift, der skal/kan dækkes efter bistandslovens bestemmelser.

Ankestyrelsen fandt på det foreliggende grundlag, at den af B kommune til C kommune fremsendte anmodning om mellemkommunal betaling for undervisning efter folkeskoleloven ikke kunne afholdes efter bistandsloven.

Ankestyrelsen lagde til grund, at det var ubestridt, at kvinden havde deltaget i almindelig undervisning i folkeskolen på 8., 9. og 10. klassetrin.

Det var efter bistandslovens § 11 en betingelse for refusion, at der var tale om en udgift efter bistandsloven, hvilket ikke var tilfældet i denne sag.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.