Sagen vedrørte genoptagelse af spørgsmålet om erstatning for varigt mén som følge af allergisk håndeksem hos en tidligere papirarbejder, der havde fået påvist allergi overfor kolofonium (klæbemiddel).
Skadelidte havde fået tilkendt mellemste førtidspension på grund af sin eksemlidelse og slidgigt i begge hænder.
Skadelidte var blevet undersøgt af speciallæge i juni 1991, i januar 1992 og i juni 1993.
Af de lægelige oplysninger fremgik, at skadelidte led af et allergisk håndeksem med eksemforandringer på samtlige fingerspidser, eksemforandringer svarende til venstre håndflade og eksemforandringer på højre håndflade svarende til håndfladeballen i lillefingersiden.
Der var tale om en kronisk eksemlidelse, som næppe ville forsvinde, men blusse op i perioder.
Arbejdsskadestyrelsen fandt, at skadelidtes mén som følge af skaden stadig var 25%.
Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at skadelidte havde betydelige kroniske hudforandringer, og at hun hyppigt havde udbrud af eksem på hænder og arme.
I klagen henviste skadelidtes faglige organisation til, at det af de lægelige oplysninger i sagen fremgik, at eksemlidelsen var forværret betydeligt siden anmeldelsen, og at skadelidte som følge af eksemlidelsen ikke kunne udføre manuelt arbejde. Skadelidte havde meget svære forandringer med konstante udbrud på både hænder og arme. Endvidere henvistes til, at ifølge Arbejdsskadestyrelsens méntabel ligger svære og hyppige eksemudbrud i intervallet 20-50%. Det var organisationens opfattelse, at skadelidte var berettiget til en ménerstatning svarende til 50%.
