En kvinde, der var født i 1954, boede hos sin mor og dennes samlever. Familien havde i perioden 1. januar 1989 til 1. februar 1993 boet i A kommune, og herefter i B kommune.
Kvinden modtog førtidspension.
Som følge af hendes handicap havde hun fået bevilget aflastning i en institution. I 1989 var der bevilget aflastning i 30 døgn, i 1990 90 døgn, i 1991 30 døgn, i 1992 60 døgn, i 1993 90 døgn.
I forbindelse med familiens flytning fra A kommune til B kommune fik kvinden ophold på institutionen fra den 29. januar 1993. Kvindens mor blev syg og indlagt på hospital, og kvinden blev derfor på institutionen indtil den 30. april 1993.
Familiens flytning fra A kommune til B kommune skete på familiens eget initiativ, og A kommune medvirkede ikke til flytningen.
A kommune anførte, at aflastningsforholdet for kvinden i institutionen havde været en årlig bevilling på max. 90 døgn til aflastning for hendes mor og samleveren, som insisterede på selv at passe kvinden i eget hjem. Aflastningen havde således ikke noget at gøre med familiens flytning til B kommune.
Nævnet fandt, at A kommune ikke var forpligtet til at refundere B kommune udgifterne i henhold til bistandsloven vedrørende kvinden. Begrundelsen var, at kvindens ophold på institutionen alene fandtes at have haft karakter af midlertidig aflastning i forbindelse med flytningen og moderens sygdom.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på, om kvindens ophold på institutionen i form af aflastningsforhold var omfattet af bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, eller § 11, stk. 1, nr. 2.
