Ankestyrelsens principafgørelse O-54-94

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 58 og § 46a

Socialministeriets vejledning nr. 49 af 5. marts 1987 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 25

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr.20865-92:

Sagen vedrørte en 35-årig mand, som ved fald på badeværelset pådrog sig en tandskade i form af en brækket fortand (stifttand).

Ansøgeren modtog kontanthjælp, og kommunen fandt, at der var tale omen trangssituation, hvorfor der kunne gives støtte efter bi standslovens § 46 a, sammenholdt med punkt 25 i vejledningen om kontanthjælp til reparation af tanden til billigst rimelige pris, som var anslået til kr. 1.800 for en plastkrone.

Ankenævnet fandt, at der var tale om en ulykkesbetinget skade og pålagde kommunen at yde hjælp efter bistandslovens § 58 med kr. 5.151 til en VMK-krone, da den af kommunen foreslåede løsning måtte anses for midlertidig.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om fald på badeværelset,der har medført brud på en fortand, kan anses for omfattet af § 10, nr. 1 (ulykkesbetingede skader) i Socialministeriets bekendtgørelse nr. 303 af 10. juni 1988 om ydelse af hjælpemidler efter bistandslovens § 58.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgeren ved faldet på badeværelset havde pådraget sig en ulykkesbetinget skade på pågældende fortand, men at han ikke var berettiget til støtte efter bistandslovens § 58.

Afgørelsen var begrundet med, at tab af tanden ikke havde medført envarig nedsættelse af funktionsevnen som anført i § 1 i Social ministeriets bekendtgørelse, og at ulykken ikke havde haft funktionelt ødelæggende eller kosmetisk vansirende følger som beskrevet i bekendtgørelsens § 10, nr. 1.

Da ansøgeren modtog kontanthjælp efter bistandslovens § 37 og således var i økonomisk trang, måtte behovet for støtte til tandbehandlingen bedømmes efter bistandslovens § 46 a, jf. pkt. 25 iSocialministeriets vejledning om kontanthjælp. Efter denne bestem melse kan der ydes hjælp til tandbehandling, når udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning, når ansøgeren ikke selv har midler til at afholde udgiften eller kan få udgiften dækket af privatforsikring, og når udgiften til behandlingen må anses for velbe grundet og ikke går ud over, hvad der er påkrævet i hvert enkelttilfælde. Ligeledes kan der tages hensyn til, om en større tandbe handling nødvendigvis skal foretages på det tidspunkt, hvor ansøger ikke selv har midler til udgiften.

Ankestyrelsen fandt på baggrund af disse bestemmelser, at kommunensafgørelse på en rimelig måde tilgodeså behandlingsbehovet. Ankesty relsen ændrede således ankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 20213-93

Sagen vedrørte en nu 27-årig mand som i 1983 ved et cykelstyrt mistede en fortand, som blev fundet og efter rodbehandling sat op igen.

I 1992 mistede ansøgeren tanden og ansøgte kommunen om hjælp til tandbehandling. Pågældende var under uddannelse og havde ikke selv økonomisk mulighed for at betale for tandbehandlingen. Han søgte om økonomisk hjælp til implantatbehandling, som var anslået til 19.000 kr. Som alternativ behandling forelå et tilbud på 15.000 kr. til en fast bro.

Kommunen bevilgede kr. 3.900 til en unitor eller kevlarbro i henhold til bistandslovens § 46 a. Kommunen begrundede afgørelsen med, at den dyrere tandbehandling ikke nødvendigvis skulle foretages på daværende tidspunkt, men kunne vente til han var færdiguddannet om 1-2 år.

Ankenævnet pålagde kommunen at bevilge kr. ca. 19.000 til implantat behandling af fortanden efter bistandslovens § 58. Nævnet lagde vægtpå, at der var tale om en ulykkesbetinget skade, og at den dyrere be handling på længere sigt var den optimale.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om det nu opståede behandlingsbehov er omfattet af § 10, nr. 1 (ulykkesbetingede skader), jf. § 1 i bekendtgørelsen.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund,at ansøgeren i 1983 fik en ulykkesbetinget tandskade, som på daværende tidspunkt blev adækvat behandlet, men hvor der nu var opstået senkomplikationer, som krævede behandling.

Ankestyrelsen fandt ikke, at ansøgeren var berettiget til støtte til denne behandling efter bistandslovens § 58.

Afgørelsen var begrundet med, at bestemmelsen i § 10, nr. 1 i Social ministeriets bekendtgørelse af 10. juni 1988 kun tager sigte påudbedring af ulykkesfølger i umiddelbar tilknytning til ulykkes tilfældet, hvorimod der ikke efter denne bestemmelse ville kunne ydes støtte til efterfølgende tandbehandling, selvom denne medførte øgede udgifter som følge af ulykken.

Ankestyrelsen fandt i øvrigt ikke, at betingelserne for støtte efter §§ 1 og 10, nr. 1 i Socialministeriets bekendtgørelse var opfyldt. Ankestyrelsen fandt således ikke, at der var tale om en varig nedsættelse af funktionsevnen, og at der ikke var konstateret funktionelt ødelæggende eller kosmetisk vansirende følger.

Behandlingsbehovet måtte således betragtes som almindelig vedlige holdelse af tandsættet, og behovet for støtte til behandlingen måtte bedømmes efter bistandslovens § 46 a.

Efter denne bestemmelse, jf. pkt. 25 i Socialministeriets vejledning, kan der ydes hjælp til tandbehandling, når udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning, når ansøger ikke selv har midler til at afholde udgiften eller kan få udgiften dækket af privat forsikring, og når udgiften til behandling må anses for velbegrundet og ikke går ud over, hvad der er påkrævet i hvert enkelt tilfælde. Ligeledes kan der tages hensyn til, om en større behandling nødvendigvis skal foretages på det tidspunkt, hvor ansøgeren ikke selv har midler til udgiften.

Der var således ikke tale om, at der skulle ydes støtte til den bedst mulige behandling, men der måtte foretages en afvejning efter vejledningens bestemmelser. Ankestyrelsen fandt på denne baggrund, atkommunens afgørelse på en rimelig måde tilgodeså hans behand lingsbehov.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.