Ankestyrelsens principafgørelse O-123-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

08-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 829 af 1. oktober 1992 - § 37, stk. 2 og § 40

Ansøger anmodede omkring 1. maj 1994 kommunen om kontanthjælp, idet han var ophørt med at drive selvstændig virksomhed. Ansøger ønskede ikke, at hustruen skulle stille sig til rådighed for arbejdsmarkedet, men at hun fortsat skulle passe børnene, sådan som hun havde gjort siden 1989.

Ansøger var gift, hustruen var født i 1952, og familiens 2 yngste børn var født i henholdsvis 1989 og 1992.

Kommunen bevilgede herefter ansøger kontanthjælp som forsørger, hvorimod hustruen ikke fandtes berettiget til hjælp, da hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet.

Ankenævnet tiltrådte denne afgørelse med henvisning til, at familiens forhold havde ændret sig således, at kun een indtægt var gået tabt.

Ankestyrelsen indhentede yderligere oplysninger vedrørende hustruens og børnenes forhold. Det fremgik heraf, at hustruen sidst havde haft arbejde i 1988, og at hun siden havde modtaget arbejdsløshedsdagpenge og barselsdagpenge indtil november 1992.

Såvel hustruen som børnene var raske, bortset fra at hustruen havde en hudlidelse. Det var oplyst, at kommunen havde pasningsgaranti.

Sagen blev behandlet i principielt møde til præcisering af reglerne for udmåling af kontanthjælp til ægtefæller.

Ankestyrelsen udtalte, at der ikke var hjemmel til alene at udmåle kontanthjælp til den ene ægtefælle. Efter bistandslovens § 40 forudsatte ydelse af hjælp imidlertid, at såvel den, der søgte hjælpen, som ægtefællen havde udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Dette betød, at der måtte gives afslag på kontanthjælp i situationer, hvor kun den ene ægtefælle kunne anses for at have udnyttet sine arbejdsmuligheder.

Ankestyrelsen fandt ikke, at hustruen i en situation, hvor familien ansøgte om kontanthjælp, i tilstrækkelig grad kunne anses for at udnytte sine arbejdsmuligheder gennem arbejde i hjemmet.

Ankestyrelsen lagde herved særlig vægt på hustruens forholdsvis unge alder sammenholdt med, at hun indtil slutningen af 1992 havde modtaget kompensation for manglende arbejdsindkomst.

Ankestyrelsen fandt derfor ikke, at hustruen kunne siges at have været uden tilknytning til arbejdsmarkedet gennem længere tid.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke var oplyst forhold vedrørende børnene, der bevirkede, at de ikke skulle kunne passes af andre.

Da ansøger således ikke opfyldte betingelserne for at modtage kontanthjælp, fandt Ankestyrelsen, at kommunalbestyrelsen ikke skulle have udmålt hjælp. Kommunalbestyrelsen var derfor berettiget til at standse udbetalingen af kontanthjælp, indtil såvel ansøger som ægtefællen kunne anses for at have udnyttet deres arbejdsmuligheder.

Den hjælp, som ansøger hidtil havde modtaget med urette, kunne ikke kræves tilbagebetalt.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse.