Sagen drejede sig om erstatning for varigt mén til en 29-årig montrice.
Skadelidte havde været ansat som montrice fra april 1988 til april 1989, hvor hun blev opsagt. Skadelidte var beskæftiget med håndtering af metalkomponenter, der bl.a. indeholdt nikkel.
Det fremgik af de lægelige oplysninger, at skadelidte i forbindelse med sit arbejde havde pådraget sig nikkelallergi præget af håndeksem. Efter arbejdets ophør svandt symptomerne. Ved en speciallægeundersøgelse i september 1993 blev der objektivt ikke fundet forandringer på hænderne. Skadelidtes håndeksem var i ro med let episodisk, provokeret opblussen, og prognosen på længere sigt ansås for at være god, hvis hun kunne fortsætte i et arbejde uden nikkelkontakt af "tør" karakter. Episodisk opblussen ville fortsat kunne forventes.
Efter anerkendelse som arbejdsskade af et allergisk håndeksem, der skyldtes allergi over for nikkel, tilkendte Arbejdsskadestyrelsen skadelidte erstatning for varigt mén, svarende til en méngrad på 8%.
Arbejdsskadestyrelsen lagde vægt på, at skadelidte ikke havde væsentlige kroniske hudforandringer, og at hun kun havde sjældne udbrud af eksem. Det var ved afgørelsen desuden lagt til grund, at det normalt var vanskeligt at undgå kontakt med nikkel, som skadelidte var blevet overfølsom overfor.
I klagen anførte skadelidtes forbund bl.a., at hendes situation betegnet som "beskedne forandringer/sjældne udbrud" var undervurderet, da hun brugte salve ved start på udbrud, for blot at holde udbruddet nede til det, som det var. Trods dette var der periodiske udbrud.
Forbundet henviste endvidere til méntabellens tillæg for irritationsmomentet på 5-8%. Det var herved anført, at skadelidte var blevet allergisk overfor visse fødevarer, der indeholder nikkel.