Kommunen klagede over ankenævnets afgørelse om fastsættelse afhjælpeforanstaltninger i form af en eftermiddagsordning for en 16 årig dreng. Ordningen skulle være en eftermiddagsansættelse af drengen, hvor arbejdsgiveren skulle lønnes f.eks. svarende til 32 timer til dobbelt dagplejetakst og drengen selv med en løn på ca. kr. 650 pr. måned. Nævnet fandt desuden, at forældremyndighedens indehaver skulle betale for ordningen på samme måde som for en døgninstitution. Det vil sige højst med et beløb svarende til summen af faderens og moderens normalbidrag.
Nævnet lagde ved afgørelsen bl.a. vægt på, at ægtefællen ikke havdeforsørgelsespligt over for særbarnet, og at forholdet mellem ægte fællernes indtægter gjorde det rimeligt, at moderen kun tilregnedes 1/3 af boligudgifterne.
Kommunen afslog at etablere hjælpeforanstaltningerne med henvisning til, at familiens samlede ressourcer var af et sådant omfang, at familien selv måtte finde en løsning på problemet.
Familiens månedlige indtægter var opgjort til ca. kr. 8.192 for moderen og kr. 16.942 for ægtefællen. De faste udgifter udgjorde ca. kr. 16.584. Eftermiddagsordningen ville koste ca. kr. 5.069 om måneden.
I kommunens klage blev det bl.a. anført, at kommunen havde lagt vægt på princippet i bistandslovens § 6, stk. 1, om ægtefællers gensidige forsørgelsespligt, og at man ikke kunne vurdere den ene ægtefælles økonomiske formåen isoleret.
Under sagens behandling i Ankestyrelsen blev det oplyst, at efter middagsordningen ikke havde været gennemført.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af ægtefællernes gensidige forsørgelsespligt i forhold til den ene ægtefælles særbarn, samt om hvorvidt egenbetalingen kunne maksimeres som sket af nævnet.
