Ankestyrelsens principafgørelse U-15-94

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Kassationsdato:

01-06-2009

Lov om sikring mod følger af arbejdsskade - lov nr. 390 af 20. maj 1992 - § 9, nr. 1

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 12208-94

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde, som var overgået en 49-årig sygehjælper på et plejehjem.

Det fremgik af anmeldelsen af 22. oktober 1993, der var udfyldt og indgivet af kvindens faglige organisation, at kvinden ved det anmeldte tilfælde den 10. juni 1993 under en aftenvagt sammen med en ny kollega skulle løfte en beboer fra en seng over på en bækkenstol. På grund af en misforståelse undlod kvindens kollega at løfte på det aftalte signal med det resultat, at kvinden alene kom til at løfte beboeren i en meget akavet og forkert løftestilling. Kvinden pådrog sig herved et vrid/smæld i ryggen.

Af lægeerklæring I fremgik det, at kvinden ved henvendelse til sin læge dagen efter havde oplyst, at hun ved løft af en beboer pludselig havde fået stærke smerter lavt i lænden.

Lederen af plejehjemmet anførte ved brev af 14. januar 1994 til forsikringsselskabet bl.a., at han var bekendt med, at kvindens forbund havde udfyldt en skadesanmeldelse, men at han ikke var bekendt med, at der havde været nogen arbejdsskade.

I januar 1994 oplyste kvinden i forbindelse med en undersøgelse hos en speciallæge, at hun i juni 1993 pådrog sig et forløftningstraume, da hun med en kollega forflyttede en patient. Kvinden og kollegaen misforstod hinanden, og hun fik et vrid i lænden. Der kom angiveligt et hørligt knæk, og hun fik straks smerter lavt til højre i lænden.

Den 27. januar 1994 oplyste kvinden på et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen bl.a., at hun den 10. juni 1993 sammen med en ny kollega skulle hjælpe en ca. 75 kg tung beboer fra en seng over til en bækkenstol. På grund af en misforståelse ved løftet, undlod kollegaen at løfte på det aftalte signal, så kvinden kom til at løfte byrden alene og i et skævt løft. Kvinden fik et vrid/knæk i ryggen. Normalt blev der brugt lift ved forflytninger, men denne beboer havde ikke ønsket at komme i lift. Kvinden oplyste endelig, at hun hverken gled, faldt eller snublede.

Kvinden havde bortset fra enkelte tilfælde med lette rygsmerter været rygrask frem til den 10. juni 1993.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelsen med, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af lov om forsikring mod følger af arbejdsskade. Der var heller ikke tale om en kortvarig skadelig påvirkning, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at løft, der var tungere end ventet, ikke kunne anses for at være en ulykke i lovens forstand.

I klagen anførte kvindens faglige organisation bl.a., at der i dette tilfælde ikke var tale om, at løftet, som kvinden og hendes kollega skulle udføre, var tungere end ventet. Der skete mellem kvinden og

kollegaen en misforståelse, forstået på den måde, at kollegaen undlod at hjælpe til ved løftet, så det blev kvinden, der alene løftede beboeren.

Herved opstod der en udefra kommende hændelse i form af en pludselig belastning af kroppen i en unormal og ukorrekt arbejdsstilling, som normalt ikke ville blive udført (aleneløft af ca. 85 kg tung beboer).

Kvindens faglige organisation fastholdt derfor, at der var tale om en udefra kommende hændelse, som medførte, at kvinden blev udsat for en pludselig og voldsom belastning af ryggen, hvorved hun pådrog sig en "discusprolaps".

Efterfølgende oplyste den faglige organisation bl.a., at kvinden sammen med en kollega skulle løfte en beboer, som på grund af Parkinsons syge var fastlåst i sine bevægelser, og som følge heraf var meget svær at håndtere i forbindelse med løft. Løftet skulle udføres som "sideløft". Det medførte, at kvinden, som var 25 cm mindre end kollegaen, løftede hele byrdens vægt, idet kollegaen på grund af en misforståelse undlod at løfte.

Ankestyrelsen anmodede herefter om plejehjemmets bemærkninger hertil - herunder om en udtalelse fra kvindens kollega.

Lederen af plejehjemmet oplyste, at han havde været i kontakt med kvindens tidligere kollega, som ikke kunne huske, om der var sket noget den pågældende aften. Derimod kunne kollegaen godt huske, hvilken vanskelig beboer, det havde drejet sig om, og hun kunne derfor ikke udelukke, at der godt kunne være sket noget. Hertil kom, at kvinden og hun ikke havde været vant til at løfte sammen. Lederen af plejehjemmet ville herefter heller ikke udelukke, at der kunne være sket noget i kvindens aftenvagt den 10. juni 1993.

Ankestyrelsen fandt, at det anmeldte rygtilfælde kunne anerkendes som et ulykkestilfælde, der var omfattet af § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Det beskrevne hændelsesforløb, hvorefter kvindens kollega ikke løftede som aftalt, hvorved hun mod forventning kom til at løfte alene i en akavet og uhensigtsmæssig stilling, måtte således anses som en udefra kommende eller virkende, af hendes vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der havde skadelig påvirkning af hendes helbredstilstand til følge.

Der blev ved afgørelsen i øvrigt særligt lagt vægt på, at der for så vidt angik de nærmere omstændigheder vedrørende hændelsesforløbet ikke sås at være uoverensstemmelse mellem kvindens første forklaring til hendes læge den 11. juni 1993, forklaringen i anmeldelsen af 22. oktober 1993, og hendes forklaring i januar 1994 til en speciallæge. Det måtte derfor anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 13289-93

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt tilfælde med smerter i venstre albue, som var overgået en 46-årig sygehjælper på et hospital.

Det fremgik af anmeldelsen, der den 6. november 1992 var udfærdiget af kvindens læge og underskrevet af kvinden, at hun den 16. september 1992 skulle løfte en patient sammen med en anden sygehjælper.

Kvindens kollega løftede ikke som forventet, hvorved kvinden fik et stort træk i venstre arm, som hun løftede med. Kvinden mærkede straks et smæld og smerter i venstre albue med udstråling til skulderen.

Den 22. oktober 1992 udtalte Sikkerhedsgruppen på kvindens arbejdsplads, at hun havde forløftet sig på en tung patient i afdelingen, hvorved smerterne i hendes arm begyndte.

I februar 1993 oplyste kvinden på et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen bl.a., at hun og kollegaen var klar til at løfte patienten, og at hun og kollegaen var klar over, hvad de skulle. Kvindens kollega løftede ikke, medens kvindens løft var korrekt efter aftalen. Kvinden mærkede straks et knæk i sin arm og skulder, og hun blev vred og sagde sin mening.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldt tilfælde med smerter i venstre albue ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring, og at der heller ikke var tale om en kortvarig skadelig påvirkning, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at løft, der var tungere end ventet, ikke kunne anses for at være en ulykke i lovens forstand.

Under sagens behandling anmodede Ankestyrelsen ved brev af 10. september 1993 arbejdsgiveren om, at der fra kvinden og kollegaen blev indhentet en udtalelse om, hvad der nærmere skete i forbindelse med det anmeldte forløftningstilfælde. Ankestyrelsen ønskede bl.a. oplyst, om kollegaen slet ikke løftede eller ikke løftede nok. Endvidere ønskedes en beskrivelse af, om patienten lå, sad eller stod og om, hvordan løftet nærmere skulle udføres, eksempelvis om patienten skulle løftes højere op i sengen eller forflyttes fra seng til stol.

Af en udtalelse af 7. oktober 1993 fra kvindens afdelingssygeplejerske fremgik bl.a., at kvinden og kollegaen skulle vende en meget overvægtig patient i sengen, og da der ikke blev løftet ens, fik kvinden et stort træk på venstre arm. Kvinden oplyste, at hendes kollega ikke løftede med. Kollegaen oplyste, at hun ikke kunne bistå med oplysninger, da hun intet kunne huske om tilfældet.

Den 9. november 1993 oplyste afdelingssygeplejersken, at plejepersonalet almindeligvis vender en tung patient i sengen ved hjælp af et løftestykke. Det foregår på den måde, at de to personer, som skal løfte, står på hver sin side af sengen. Løftestykket forefindes/anbringes under patienten, og der tages fat med begge hænder. Patienten forflyttes herefter ved, at patienten i løftestykket løftes ud til den ene side ved et samtidigt løft. Når det er sket, rulles patienten ved hjælp af løftestykket tilbage til midten og bliver på den måde vendt.

Det, der således kunne være sket den 16. september 1992, var, at kvindens kollega ikke som aftalt løftede i løftestykket, hvorved kvinden, der var indstillet på et løft hen imod sig selv, i stedet for et løft kom til at foretage et opadgående træk i løftestykket, som den tunge patient lå på.

Kvinden bekræftede, at ovennævnte beskrivelse af hændelsesforløbet stort set var korrekt. Kvinden tilføjede, at hun stod ved sengens venstre side set fra fodenden, og at patienten skulle vendes fra højre til venstre side. Under normale tilfælde blev der talt til tre, hvorefter der løftes. Denne procedure blev

imidlertid ikke brugt i det konkrete tilfælde. Kvinden og kollegaen spurgte blot hinanden, om de var klar, hvorefter kun kvinden løftede.

Ankestyrelsen fandt, at det anmeldte tilfælde med smerter i venstre albue kunne anerkendes som et ulykkestilfælde, der var omfattet af § 9, nr. 1, i arbejdsskadeforsikringsloven.

Det beskrevne hændelsesforløb, hvorefter kvindens kollega ikke løftede som aftalt, hvorved hun mod forventning fik et uhensigtsmæssigt træk i venstre arm, måtte anses som en udefra kommende eller virkende, af hendes vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der havde skadelig påvirkning af hendes helbredstilstand til følge.

Der blev ved afgørelsen i øvrigt særligt lagt vægt på, at der for så vidt angik de nærmere omstændigheder vedrørende hændelsesforløbet bl.a. ikke sås at være uoverensstemmelse mellem kvindens første forklaring til sin læge den 6. november 1992, hendes forklaring fra februar 1993 på Arbejdsskadestyrelsens spørgeskema og afdelingssygeplejerskens forklaring af 9. november 1993 om, hvad der kunne ske i arbejdsprocessen. Det måtte derfor anses for tilstrækkeligt sandsynliggjort, at der havde været tale om et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

_____________________________________________________

Sagsfremstilling 3:

Sag nr. 3 - j.nr. 14262-94

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde, som var overgået en 53-årig sygehjælper.

Det fremgår af sagen, at kvindens arbejdsgiver den 16. august 1991 anmeldte, at kvinden den 9. august 1991 fik et knæk i lænden, da hun sammen med en anden sygehjælper skulle flytte en beboer i sengen, og løftet ikke blev foretaget i takt.

I erklæring af 30. august 1991 fra kvindens læge var det oplyst, at kvinden konsulterede lægen den 14. august 1991 på grund af pludseligt opståede rygsmerter i forbindelse med et forkert løft på arbejdspladsen. Det var endvidere oplyst, at kvinden tidligere havde haft lænderygbesvær, men at hun dog i en længere periode før den aktuelle hændelse ikke havde mærket noget.

I kvindens besvarelse den 25. oktober 1991 på et spørgeskema fra Arbejdsskadestyrelsen oplyste hun bl.a., at der ved den anmeldte lejlighed var to sygehjælpere, som ved hjælp af et løftestykke skulle flytte en beboer, der vejede ca. 50 kg, højere op i sengen. Kvinden gik i knæ og talte til tre, men hendes kollega løftede ikke, da hun løftede, og derved kom hun til at løfte beboeren alene. Kvinden fik øjeblikkeligt smerter i lænden.

Kvinden havde tidligere, den 9. januar 1987, været udsat for et rygtilfælde under sit arbejde, der blev anerkendt ved Ankestyrelsens afgørelse af 12. maj 1992.

Ved afgørelse af 18. december 1992 tiltrådte Ankestyrelsen Arbejdsskadestyrelsens fastsættelse af ménet til 5% og erhvervsevnetabet til under 15%. Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på oplysninger i erklæring af 17. februar 1992 fra en speciallæge, hvoraf det fremgik, at der ved røntgenundersøgelse var fundet bilateral arkolyse (defekt i hvirvelbuen og afglidning af 5. lændehvirvel), og at kvindens smerter kunne forklares hermed. Ankestyrelsen fandt, at arkolysen måtte antages at være en medfødt lidelse, der var blevet symptomgivende i 1991.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at det anmeldte rygtilfælde den 9. august 1991 ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Afgørelsen begrundedes med, at skaden efter sagens oplysninger ikke opstod som følge af nogen særskilt hændelse, der afveg fra det normale forløb af kvindens arbejde.

Skaden var således efter Arbejdsskadestyrelsens skøn ikke opstået som følge af en arbejdsulykke eller skadelige påvirkninger af kortere varighed.

Ankestyrelsen tiltrådte ved afgørelse af 12. maj 1992 denne afvisning.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen vægt på, at der efter den foreliggende beskrivelse af hændelsen ikke ved den pågældende lejlighed var tale om en ude fra kommende, pludselig indtrædende begivenhed med skadelig påvirkning til følge, og at der således ikke kunne siges at være indtruffet et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Herefter anmodede kvindens faglige organisation Ankestyrelsen om at genoptage sagen.

Som begrundelse for anmodningen om genoptagelse anførte kvindens faglige organisation, at tilfældet synes ganske parallelt til andre tilfælde, som anerkendes efter praksis. Der var tale om et tilrettelagt løft, hvor to personer efter aftale skulle løfte samtidig, og løftet var derfor tilrettelagt på en anden måde, end hvis én person skulle have foretaget det samme løft. Det usædvanlige i den foreliggende situation var, at kollegaen ikke som planlagt indgik i løftet.

Kvindens faglige organisation anførte i brev af 31. januar 1992 bl.a., at kvinden ved den anmeldte lejlighed var udsat for et ulykkestilfælde, da hendes kollega, selv om de talte, ikke hjalp med at løfte.

Ankestyrelsen indhentede supplerende beskrivelse af hændelsesforløbet.

Herefter oplyste kvindens faglige organisation i brev af 27. april 1994, at kvinden og en kollega efter at have foretaget personlig hygiejne og skiftning af sengetøj for en beboer, ville lægge beboeren, der lå i en hospitalsseng i arbejdshøjde, bedre til rette i sengen, det vil sige ved hjælp af løftestykke løfte ham højere op i sengen. Kvinden og kollegaen stod med spredte ben, tog fat i løftestykket, bøjede ned i knæene og talte til 3, hvorefter de begge burde have løftet. Dette skete dog ikke, idet kollegaen af uforklarlige årsager ikke løftede. Herved fik kvinden et helt skævt træk/løft, idet hun jo lagde alle sine kræfter i det forventede løft, og hun fik øjeblikkelig smerter i ryggen. Det var endvidere oplyst, at det at stå med hele beboerens vægt skulle forstås på den måde, at kvinden løftede og trak på sin side af sengen, mens dette ikke skete på kollegaens side af sengen, og derved opstod den akavede situation, der udløste skaden. Det var endelig oplyst, at beboeren ganske rigtigt ikke hævedes op i denne situation. Kvinden stod imidlertid ved beboerens raske side (venstre side var lam), og idet hun trak/løftede blev han kun løftet i den ene side, da han lå helt stift. Derved kom kvinden til at stå med hele vægten i de sekunder, det varede. Beboeren var 92 år og kunne slet ikke selv hjælpe til.

Ankestyrelsen anerkendte nu hændelsen den 9. august 1991 som et ulykkestilfælde, jf. lovens § 9, nr. 1.

Begrundelsen var, at det forhold, at kvindens kollega ikke løftede som aftalt, hvorved kvinden mod forventning fik et skævt træk/løft, måtte anses som en ude fra kommende eller virkende, af kvindens vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der havde skadelig påvirkning af hendes helbredstilstand til følge.

Der blev ved afgørelsen i øvrigt særligt lagt vægt på, at der var overensstemmelse mellem de forklaringer, der forelå om hændelsesforløbet, herunder forklaringen i anmeldelsen af 16. august 1991,

kvindens forklaring den 25. oktober 1991 i spørgeskemaet og den nu modtagne forklaring af 27. april 1994 fra hendes faglige organisation.

Anerkendelsen omfattede alene forværringen af kvindens forudbestående ryglidelse. Der ville således ved udmålingen af en eventuel erstatning blive taget hensyn til, at kvinden havde en arkolyse (defekt i hvirvelbuen og afglidning af 5. lændehvirvel), der måtte anses for at være en medfødt lidelse, samt at kvinden havde følger efter et anerkendt ulykkestilfælde i 1987.

Ankestyrelsen ophævede hermed sin tidligere afgørelse og ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

____________________________________________________

Sagsfremstilling 4:

Sag nr. 4 - j.nr. 12305-93

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde, som var overgået en 31-årig mandlig sygeplejerske på et sygehus.

Det fremgik af anmeldelsen af 5. november 1987, at manden den 22. juni 1987 sammen med en kollega skulle hjælpe en patient fra kørestol til seng. Manden stod bag patienten og løftede. Kollegaen, der løftede ved benene, løftede lidt sent og med ringe kraft. Byrden var større end vanligt og forventet. Manden fik smerter i ryggen. Smerterne tiltog de følgende dage, og den 2. juli 1987 blev manden sygemeldt.

Mandens læge oplyste i lægeerklæring I, at manden den 22. juni 1987 havde forløftet sig på en patient. Ved undersøgelsen samme dag fandtes der udtalt smertebetinget nedsat bevægelighed i lænderygsøjlen, og der blev stillet diagnosen lændehold. Efter 7 dage blev manden raskmeldt uden følger.

Ved brev af 26. november 1987 meddelte arbejdsgiverens forsikringsselskab manden, at selskabet ikke kunne tage stilling til, om det anmeldte tilfælde henhørte under arbejdsskadeforsikringsloven, men da tilfældet efter selskabets opfattelse bl.a. ikke ville kunne begrunde krav om erstatning for varigt mén eller nedsat erhvervsevne, tillod selskabet sig at henlægge sagen.

Mandens faglige organisation anmodede herefter ved brev af 22. december 1992 Arbejdsskadestyrelsen om at behandle sagen, da manden havde fået yderligere gener af sin skade.

Det blev i brevet anført, at mandens skade opstod i forbindelse med løft af en patient, hvor han stod bag patienten og skulle løfte denne sammen med en medhjælp. Mod forventning løftede medhjælperen ikke på vanlig vis, og manden stod med en uforudselig stor vægt. Manden og kollegaen havde sammen løftet denne patient adskillige gange, men den pågældende dag skete der noget for manden uforudsigeligt.

Anmodningen om behandling af mandens sag var vedlagt en røntgenbeskrivelse af 1. oktober 1992 og en erklæring af 12. december 1992, udfærdiget af mandens læge.

Det fremgik bl.a. heraf, at røntgenundersøgelsen havde vist, at manden havde en let rygskævhed (scoliose) samt flere discusdegenerationer i lænderyggen. Manden havde angiveligt ikke før den 22. juni 1987 klaget over rygsmerter, men efterfølgende havde han med jævne mellemrum haft moderate rygproblemer. Manden havde imidlertid klaret sig med omhyggelig løfteteknik, rygtræning med mere.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen begrundede afgørelsen med, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af loven om arbejdsskadeforsikring, og at der heller ikke var tale om en kortvarig skadelig påvirkning, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at løft, der var tungere end ventet, fordi en hjælper ikke løfter som forventet, ikke kunne anses for at være en ulykke i lovens forstand.

Ankestyrelsen fandt, at det anmeldte rygtilfælde kunne anerkendes som et ulykkestilfælde, der var omfattet af § 9, nr. 1, i arbejdsskadeforsikringsloven. Mandens nuværende rygsymptomer kunne dog ikke henføres til dette ulykkestilfælde i 1987.

Der blev ved afgørelsen lagt vægt på, at det beskrevne hændelsesforløb, hvorefter mandens kollega løftede lidt for sent og med ringe kraft, hvorved manden kom til at løfte en større byrde end forventet, måtte anses som en udefra kommende eller virkende, af hans vilje uafhængig, pludselig indtrædende begivenhed, der havde skadelig påvirkning af hans helbredstilstand til følge.

Der blev ved afgørelsen i øvrigt særligt lagt vægt på, at der var overensstemmelse mellem de forklaringer, der forelå om hændelsesforløbet, herunder forklaringen i anmeldelsen af 5. november 1987 og den forklaring, som mandens faglige organisation var fremkommet med i anmodningen om genoptagelse af 22. december 1992.

Endelig blev der ved afgørelsen lagt vægt på, at det af røntgenbeskrivelsen fremgik, at manden havde forudbestående rygforandringer, der ikke havde noget med ulykkestilfældet at gøre. Disse rygforandringer kunne alene forklare mandens symptomer.

Ankestyrelsen ændrede således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.

______________________________________________________

Sagsfremstilling 5:

Sag nr. 5 - j.nr. 18989-93

Sagen vedrørte anerkendelse af et anmeldt rygtilfælde, som var overgået en 45-årig hjemmehjælper hos en klient.

Det fremgik af anmeldelsen af 2. august 1993, at kvinden den 23. juli 1993 sammen med en kollega skulle hjælpe en klient med morgentoilette. Klienten var blevet sat på en badestol. Kvinden og kollegaen, der skulle rette klienten op, tog hver fat under en arm og et knæ og rykkede klienten tilbage på stolen. Det var under denne bevægelse, at kvinden fik et knæk i venstre side af lænden.

I lægeerklæring I, der var udfærdiget af kvindens læge den 17. august 1993, var det oplyst, at kvinden i forbindelse med personløft på arbejdspladsen oplevede et knæk i ryggen og ledsagende smerter.

Den 9. september 1993 oplyste kvinden på et spørgeskema fra arbejdsgiverens forsikringsselskab bl.a., at klienten vejede ca. 90 kg. De var 2 personer om løftet, der var tungere end ventet. Kvinden hverken gled, faldt eller snublede. På et spørgsmål om, hvad der skete ved den pågældende lejlighed, som efter

kvindens mening havde forårsaget lidelsen, oplyste hun, at det kunne hun ikke svare på. Kvinden oplyste endelig, at der ikke indtraf noget, som afveg fra arbejdets sædvanlige gang.

Kvindens faglige organisation anførte efterfølgende ved brev af 10. november 1993 til Arbejdsskadestyrelsen, at det var en mangelfuld beskrivelse af arbejdsskaden, der forelå i sagens akter. Forbundet fremkom derfor med en beskrivelse af hændelsesforløbet.

Det blev her oplyst, at kvinden havde arbejdet hos klienten i 10 måneder, og at hun derudover i perioder havde været hos hende som afløser og week-end-vagt. Klienten, der vejede ca. 90 kg, led af sklerose og var lammet fra halsen og ned. Klienten var kendt som en vanskelig og plejekrævende klient at komme ud hos, og der var tidligere sket arbejdsskader i det pågældende hjem.

Den pågældende dag var kvinden ude hos klienten sammen med en ferievikar, der kun havde prøvet at være hjemmehjælper i 3 uger, og som ikke havde været på nogen form for kurser i løft/flytning af klienter eller personlig pleje. Klienten var blevet liftet over i en badestol, hvorved hun var kommet til at sidde skævt, og hun bad om at blive hjulpet til rette.

Kvinden og kollegaen (vikaren) aftalte, at de skulle tage fat under hver sin arm og knæ, tælle til 3 og på tallet 3 samtidig løfte klienten op i stolen.

Løftet foregik i en foroverbøjet arbejdsstilling, og klienten kunne ikke hjælpe til, da hun var lam. Kvinden havde foretaget den slags løft adskillige gange tidligere, også af den pågældende klient, men denne gang var byrden som angivet tungere end ventet, og kvinden fik herved et "knæk" i ryggen.

Kvinden havde til forbundet fortalt, at hun følte, at vikaren ikke løftede. I hvert fald blev der ikke løftet samtidig, og det var derfor, at byrden blev uventet tungere.

Arbejdsskadestyrelsen meddelte, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade.

Arbejdsskadestyrelsen fandt, at der ikke var tale om en ulykke, som var omfattet af loven om forsikring mod følger af arbejdsskade, og at der heller ikke var tale om en kortvarig skadelig påvirkning, som var omfattet af loven.

Ved afgørelsen lagde Arbejdsskadestyrelsen vægt på, at der i forbindelse med løft af klienten ikke skete noget uventet.

I klagen anførte kvindens faglige organisation bl.a., at det var et tilbagevendende problem, at medlemmerne ikke forstod spørgsmålet på spørgeskemaet om, hvorvidt der indtraf noget, som afveg fra arbejdets sædvanlige gang, og da hvori det usædvanlige bestod.

Det var muligt, at det pågældende spørgeskema var godt for nogle faggrupper, men for hjemmehjælpere gav det store problemer.

Ankestyrelsen fandt, at det anmeldte rygtilfælde ikke kunne anerkendes som en arbejdsskade (ulykkestilfælde) efter § 9, nr. 1, i lov om forsikring mod følger af arbejdsskade.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen til grund, at der efter beskrivelsen i anmeldelsen af 2. august 1993, i lægeerklæring I af 17. august 1993 og i spørgeskemaet af 9. september 1993 til arbejdsgiverens forsikringsselskab, ikke ved den anmeldte lejlighed var tale om en udefra kommende, pludselig indtrædende begivenhed med skadelig påvirkning til følge.

Der var således ikke indtruffet et ulykkestilfælde i lovens forstand.

Ved afgørelsen lagde Ankestyrelsen afgørende vægt på, at kvinden oprindelig på spørgsmålet om, hvad der skete ved den pågældende lejlighed, som efter hendes mening havde forårsaget lidelsen, havde oplyst, at det kunne hun ikke svare på. Kvinden havde endvidere oplyst, at der ikke indtraf noget, som afveg fra arbejdets sædvanlige gang.

Ankestyrelsen kunne således ikke lægge vægt på den beskrivelse af hændelsesforløbet, som kvindens faglige organisation efterfølgende havde givet i brev af 10. november 1993 til Arbejdsskadestyrelsen. Ankestyrelsen tog derfor heller ikke stilling til, om denne beskrivelse eventuelt ville kunne sidestilles med et ulykkestilfælde.

Ankestyrelsen tiltrådte således Arbejdsskadestyrelsens afgørelse.