Ankestyrelsens principafgørelse O-56-95

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

10-06-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 46a

Socialministeriets vejledning af 30. november 1993 om kontanthjælp efter bistandsloven - pkt. 23

Ansøger, der var 31 år og havde et mindreårigt barn, blev i henholdsvis maj 1993, juni 1993, marts 1994 og april 1994 opereret for en hjernetumor. Der blev efter operationerne givet strålebehandling og kemoterapi.

Ansøger modtog forud for sygemeldingen arbejdsløshedsdagpenge og derefter sygedagpenge, indtil hun med virkning fra 1. juni 1994 fik tilkendt højeste førtidspension. Hun havde siden august 1993 været gruppe II-sikret.

I juli 1993 anmodede ansøgers praktiserende læge på ansøgers vegne kommunen om tilskud til akupunkturbehandling og vitamininjektioner.

Det anførtes, at ansøger fik strålebehandling med kraftige bivirkninger, og at disse blev behandlet med god effekt ved hjælp af akupunktur og vitamininjektioner. Der forventedes at være behov for 18 akupunkturbehandlinger. Behandlingen havde bedret tilstanden betydeligt, hvorfor tilskud kunne anbefales. Behandlingen fandt sted hos en anden alment praktiserende læge i en anden kommune.

På forespørgsel fra kommunen oplystes det fra det behandlende hospital, at den ansøgte behandling ikke var foreslået eller anbefalet derfra.

Den behandlende læge konkluderede i 1994 overfor ankenævnet, at ansøger, på trods af en intensiv strålebehandling, havde kunnet klare dagligdagen. I behandlingsperioden havde der ikke været træthed af betydning, hovedpine eller ledgener. Ved forsøg på pause i akupunkturbehandlingen havde ansøger spontant oplyst, at hun var blevet mere træt. Ansøger henviste endvidere til en ny udtalelse fra august 1994 fra det behandlende hospital, ifølge hvilken både strålebehandling og kemoterapi gav anledning til ubehagelige bivirkninger. I et forsøg på at modvirke dette havde hun gået til akupunkturbehandling, som havde haft forbavsende god virkning på bivirkningssymptomerne. På denne baggrund anbefaledes det stærkt, at der blev ydet økonomisk støtte til behandlingerne i det omfang, det var muligt.

På baggrund af udtalelsen fra hospitalet behandlede kommunen an søgningen på ny, men gav afslag, dels fordi de økonomiske forhold ikke kunne anses for at være ganske særligt vanskelige, jf. pensionslovens § 17, stk. 3, dels fordi der ikke blev ydet økonomisk hjælp til alternativ behandling.

Kommunen revurderede imidlertid spørgsmålet, og ved kommunens nye afgørelse fik ansøger bevilget tilskud efter lov om social pension til behandlingen med max. 3.000 kr. fra 1. september 1994 og indtil årets udgang.

Ifølge det oplyste kostede hver behandling 318 kr., hvoraf ansøger fik tilskud fra sygesikringen med 143 kr. samt tilskud fra Sygesikringen Danmark med 62 kr. Egen andelen udgjorde således 113 kr. pr. behandling.

Nævnet tiltrådte kommunens afslag af 14. december 1993 om hjælp til betaling af akupunkturbehandlinger.

Ankenævnet henviste i afgørelsen til kommunens begrundelse, hvorefter der ikke har været tilstrækkelig lægelig indikation for at iværksætte den ansøgte behandling.

Fra Amtsrådsforeningen, der varetager sekretariatsfunktionen for Sygesikringens Forhandlingsudvalg, blev det oplyst, at akupunkturbehandling i forhold til sygesikringens regler betragtes som en sædvanlig behandlingsform, som må udføres af såvel speciallæger som af alment praktiserende læger. Der ydes sædvanligt konsultationshonorar i forbindelse med behandlingen, dog ydes der herudover et mindre tillæg til speciallæger i reumatologi og anæstesiologi.

Patienter, der er tilmeldt sikringsform I, kan således få vederlags fri akupunkturbehandling hos deres alment praktiserende læge, såfremt lægen yder en sådan behandling. Det samme gælder i forbindelse med behandling hos speciallæge, såfremt der foreligger en henvisning fra den alment praktiserende læge.

Patienter, der er tilmeldt sikringsform II, har ret til tilskud til delvis dækning af behandlingsudgifter hos en alment praktiserende læge/speciallæge efter eget valg.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der kunne ydes hjælp til betaling af akupunkturbehandling i henhold til bistandslovens § 46 a.

Ankestyrelsen fandt, at der i henhold til bistandslovens § 46 a kunne ydes hjælp til betaling af akupunkturbehandling i det omfang, udgiften til behandling ikke kunne dækkes efter anden lovgivning.

Ankestyrelsen fandt herefter på baggrund af de foreliggende lægelige oplysninger, at akupunkturbehandling i ansøgers tilfælde måtte anses for at være lægeligt velbegrundet. Ansøger havde derfor været berettiget til at få hjælp til betaling af den del af udgifterne til behandlingen, som hun ikke havde fået dækket fra den offentlige sygesikring, eller Sygesikringen Danmark, forudsat at hun opfyldte de økonomiske betingelser for at modtage hjælp efter bistandslovens § 46 a.

Ankestyrelsen ændrede således ankenævnets afgørelse, og hjemviste sagen til kommunen til afgørelse af, om de økonomiske betingelser kunne anses for opfyldte.