Ankestyrelsens principafgørelse O-53-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 11, stk. 1, nr. 1 og § 33, stk. 2, nr. 9

A kommune bevilgede i april måned 1993 hjælp efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9, til dækning af en enlig mors udgifter til datterens ophold på efterskole. På bevillingstidspunktet var familien bosat i A kommune. Den 1. juli 1993 flyttede familien til B kommune. B kommune anmodede den 15. juli 1993 A kommune om refusionstilsagnvedrørende opholdsbetalingen på efterskolen for pigen. Denne an modning blev senere udvidet til også at omfatte udgifter til tøj, lommepenge og transport, idet børnebidrag og tilskud pr. 1. oktober1993 blev inddraget af B kommune i henhold til reglerne i børnetil skudsloven. Pigen påbegyndte sit efterskoleophold den 29. juli 1993.

A kommune afslog at yde refusionstilsagn til dækning af udgifterne til opholdet på efterskolen, idet kommunen fandt, at optagelse på en efterskole ifølge bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9, var enforebyggende foranstaltning og ikke en anbringelse, jf. bistands lovens § 33, stk. 2, nr. 10. Kommunen vurderede, at en forebyggendeforanstaltning ikke berettigede til refusion i henhold til bistands lovens § 11 ved optagelse på efterskole.

B kommune klagede derefter til ankenævnet, som pålagde A kommune at refundere B kommune de udgifter efter bistandsloven, som denne kommune afholdt i forbindelse med pigens ophold på efterskolen. Nævnet lagde vægt på, at A kommune i april 1993, mens familien endnu boede i denne kommune, bevilgede hjælp til dækning af moderens udgifter ved pigens ophold på efterskolen. Nævnet fandt således, at A kommune havde medvirket ved pigens optagelse på institution, og fandt ikke, at det forhold, at der måtte være tale om en forebyggende foranstaltning efter bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9, i sig selv kunne føre til et andet resultat.

Nævnet fandt, at refusionsforpligtelsen vedvarede, indtil formålet med foranstaltningen var opnået, jf. Ankestyrelsens seneste praksis på området.

B kommune oplyste under behandlingen af sagen i Ankestyrelsen, at kommunen havde valgt at dække pigens udgifter til tøj, lommepenge og transport ved særskilt at sende en check til pigen under hendes ophold på efterskolen.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om den ændrede formulering af bistandslovens § 33 kunne begrunde en ændret vurdering af refusionsspørgsmålet.

Ankestyrelsen fandt, at B kommune kunne kræve refusion fra A kommune vedrørende pigens ophold på efterskole.

Ankestyrelsen lagde ligesom nævnet vægt på, at A kommune, mens familien boede i kommunen, bevilgede hjælp til dækning af udgifter ved pigens ophold på efterskolen. Ankestyrelsen fandt således, at kommunen havde medvirket ved pigens optagelse på institution, jf. bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1.

Ankestyrelsen fandt, at den omstændighed, at der, jf. bistandslovens § 33, stk. 2, nr. 9, var tale om en forebyggende foranstaltning og ikke en anbringelse, ikke havde betydning for, om der kunne ydes refusion efter bistandslovens § 11.

Ankestyrelsen bemærkede, at en sproglig justering i bistandslovens § 11, stk. 1, nr. 1, fra "anbragt i institution eller pleje" til "optaget i institution eller pleje" ikke havde indholdsmæssig betydning for forståelsen af og formålet med bestemmelsen.

Ankestyrelsen fandt, at refusionspligten inkluderede B kommunes udgifter til tøj, lommepenge og transport under pigens ophold påefterskolen, idet udgifterne ikke allerede var dækket af opholdsud giften på efterskolen.

Ankestyrelsen vurderede, at der i det konkrete tilfælde var tale omfaktiske lovlige udgifter i forbindelse med pigens ophold på efter skolen, som kommunen havde afholdt direkte til den unge. I samme forbindelse var børnebidrag og -tilskud inddraget af kommunen, jf. børnetilskudslovens § 5, stk. 1, nr. 4.