Ankestyrelsens principafgørelse O-10-95

Der er kommet nye regler på området

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 37, stk. 4

Sagsfremstilling 1:

Sag nr. 1 - j.nr. 21487-93: Ansøger blev fængslet i maj 1987. Prøveløsladelse kunne forventes 18. februar 1993. Af resocialiseringshensyn blev han udstationeret til en pension under Kriminalforsorgen den 18. december 1992. I udstationeringsperioden var der etableret ulønnet arbejdsoptræning i et privat firma.

Forud for udstationeringen anmodede Kriminalforsorgen på pågældendes vegne kommunen om hjælp i henhold til bistandslovens § 37, idet der krævedes opholdsbetaling m.v. på pensionen.

Kommunen gav afslag på ansøgningen med henvisning til, at der ikke kunne ydes kontanthjælp til underhold til personer, som havde ophold i en af Kriminalforsorgens institutioner.

Ankenævnet fandt ansøger berettiget til hjælp i henhold til bistandslovens § 37 i perioden fra 18. december 1992, til prøveløs ladelsen fandt sted, idet ansøger i denne periode måtte betragtes som beboer og ikke som indsat, uagtet at han i perioden var strafafsoner.

Sagen blev behandlet i principielt møde til afklaring af spørgsmålet, om der kan ydes hjælp efter bistandsloven til personer med ophold i Kriminalforsorgens pensioner.

Ankestyrelsen fandt, at beboere på pensioner under Kriminalforsorgen ikke kunne betragtes som indsatte. De var derfor ikke omfattet af reglerne i bekendtgørelse om kontanthjælp til særlige persongrupper.

Ankestyrelsen fandt herefter, at der ville kunne ydes hjælp efter bistandsloven til disse personer, såfremt de opfyldte bistandslovens almindelige betingelser herfor.

Da der på alle Kriminalforsorgens pensioner betales for logi, og beboerne enten selv skal sørge for kost eller betale derfor, fandtes der ikke grundlag for at foretage fradrag for sparede udgifter hertil i forbindelse med udmålingen af kontanthjælp.

Ankestyrelsen tiltrådte med denne tilføjelse ankenævnets afgørelse.

Sagsfremstilling 2:

Sag nr. 2 - j.nr. 21791-93: Ansøger havde siden 14. februar 1992 afsonet en fængselsstraf på 3 år og 6 måneder med normal prøveløsladelse den 17. juni 1994. Han blev den 22. februar 1993 overført til en pension under Kriminalforsorgen, der opfattede opholdet som en forrevalideringsforanstaltning med henblik på social træning, fastholdelse af stoffrihed og fastlæggelse af en realistisk erhvervsplan.

I forbindelse med udstationeringen anmodede Kriminalforsorgen på pågældendes vegne kommunen om hjælp i henhold til bistandslovens § 37 og § 43, herunder om grundydelse og husleje med 800 kr. Det oplystes samtidig, at der var tale om fuld selvforplejning på pensionen.

Kommunen meddelte, at man efter en konkret ansøgning ville afholde nødvendige uddannelsesudgifter i henhold til bistandslovens § 43,stk. 7. Kommunen meddelte samtidig, at kommunen anså Kriminalfor sorgen for forpligtet til at dække forsørgelsesudgifterne, så længe ansøger afsonede straf.

På grund af overtrædelse af udgangsvilkårene blev ansøger i maj 1993 indsat i arresten, men fik fra september 1993 påny ophold i en pension under Kriminalforsorgen.

Ankenævnet pålagde kommunen at yde økonomisk hjælp som forrevalidering til ansøger under forudsætning af, at han havdeophold på en pension under Kriminalforsorgen, hvor han ikke i bi standslovens forstand betragtes som indsat.

I klagen havde kommunen bl.a. anført, at kommunen mente, at hjælp i henhold til Socialministeriets bekendtgørelse nr. 448 af 24. juni 1987 kun omfatter hjælp til uddannelse og handicapbetingede udgifter, jf. bistandslovens § 43, stk. 7, og dermed ikke almindelige forsørgelsesudgifter.

Sagen blev behandlet i principielt møde sammen med ovennævnte sag.

Ankestyrelsen traf samme afgørelse som i den foregående sag.