Sagen drejede sig om en nu 72-årig folkepensionist, som i 1990 brækkede halsen ved et trafikuheld. Ulykken medførte et omfattende bevægelseshandicap. Han havde behov for hjælp hele døgnet. Indtil uheldet drev han en mindre erhvervsvirksomhed med få ansatte. Derudover deltog han i en række aktiviteter uden for hjemmet. Indtil han fik folkepension, havde han modtaget invaliditetsydelse som følge af en gigtlidelse. Han boede nu i en beskyttet bolig og havde her et plejebehov på ca. 21 timer i døgnet.
Kommunen gav afslag på ansøgning på bevilling af hjælpeordning, selv om kommunen fandt, at han opfyldte de helbredsmæssige betingelser for ordningen. Kommunen lagde bl.a. vægt på, at fortsat erhvervsaktivitet efter det 67. år ikke blev kompenseret økonomisk af det offentlige.
Ankenævnet tiltrådte kommunens afgørelse med den begrundelse, at hans almindelige plejebehov og aktivitetsniveau kunne opfyldes ved den ham tildelte hjælp, samt at særlig hjælp på grund af erhvervsvirksomhed ikke skulle opfyldes efter pensionsalderen. Nævnet henviste til, at bl. a. invaliditetsydelsen, som opfattes som kompensation for nedsat erhvervsevne, bortfaldt ved det 67. år. Nævnet bemærkede, at der ikke var fastsat en øvre aldersgrænse for tildeling af hjælp efter bistandslovens § 48, stk. 4. I klagen anførte ansøgeren, at det ikke på nogen måde var hensigten, at ordningen skulle bruges i forbindelse med hans private virksomhed.
Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på belysning afden personkreds, der kan være berettiget til den særlige hjælpeordning efter bistandslovens § 48, stk. 4, herunder alderens be tydning ved vurderingen af behovet for handicapmedhjælper.
