Ankestyrelsens principafgørelse P-1-95

Principafgørelsen har ikke længere vejledningsværdi

Lov om social pension - lovbekendtgørelse nr. 521 af 16. juni 1994 - § 14 og § 15

Sagen drejede sig om en 34-årig enlig mand, som havde været beskæftiget ved ufaglært arbejde i 4 år, indtil han blev sygemeldt på grund af rygsmerter i 1985. Efter arbejdsophør fik han ophold på en revalideringsklinik efterfulgt af forskellige revalideringsforsøg i form af optræningsjobs, der tog hensyn til ansøgerens ryglidelse. Arbejdsforholdene blev afbrudt af længerevarende sygemeldinger. Et beskæftigelsestilbud som pedelmedhjælper blev ikke forlænget på grund af ansøgerens forhold.

Ansøgeren havde siden 1985 klaget over rygsmerter. Desuden led han af psoriasis samt havde en afvigende psyke.

I maj 1993 søgte han førtidspension, men fik afslag af kommunen og revaliderings- og pensionsnævnet. I forbindelse med denne ansøgning forelå speciallægeerklæringer fra speciallæger i psykiatri og reumatologi. Det fremgik heraf, at ansøgeren havde en lettere ryglidelse samt ikke led af egentlig psykisk sygdom. En fælleskonference på revalideringsklinikken i oktober 1993 konkluderede, at tilbagevenden til det almindelige arbejdsmarked ikke var mulig.

Ansøgeren søgte påny pension i november 1993. Nævnet tiltrådte kommunens afgørelse, hvorefter han fortsat ikke opfyldte betingelserne for at få tilkendt førtidspension. Nævnet fandt, at der fortsat var revalideringsmuligheder.

Nævnet lagde vægt på, at ansøgeren ikke havde været i beskæftigelse eller under revalidering, siden han modtog meddelelse om afslag på førtidspension i november 1993.

Efter nævnets afgørelse fik ansøgeren tilbud om at starte i beskyttet beskæftigelse, således at den første måned skulle betragtes som forrevalidering med udbetaling af kontanthjælp efter bistandslovens § 37 og § 43, stk. 6. Derefter ville han - under forudsætning af en tilfredsstillende første måned - få tilkendt 6 måneders arbejdstræning med aflønning efter § 43, stk. 8, svarende til fagets minimumsløn, jf. overenskomst i forhold til stillingen. Kommunen ville i løbet af de 6 måneder undersøge mulighederne for en såkaldt 50/50-ordning. Ansøgeren afviste arbejdstilbudet dels under henvisning til, at han i den første måned skulle have kontanthjælp, dels at den overenskomstmæssige løn var for lille.

Kommunen meddelte herefter, at forsøg på revalidering var opgivet.

Under behandlingen af sagen modtog Ankestyrelsen også oplysninger i form af en reumatologisk speciallægeerklæring. Det fremgik bl.a. heraf, at ud fra det kliniske billede, de objektive fund sammenholdt med de fund, der var gjort ved røntgen inkl. MR-skanning, måtte det være muligt at finde et ikke-rygbelastende arbejde, ansøgeren kunne klare, eventuelt i en 40/60-ordning.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om revalideringsmulighederne kunne anses for udtømte i forhold til pensionslovgivningen.

Ansøgerens erhvervsevne skønnedes ikke varigt nedsat med mindst halvdelen. Ansøgeren opfyldte derfor ikke betingelserne for at få forhøjet almindelig førtidspension efter lov om social pension § 14, stk. 3.

Ankestyrelsen lagde vægt på ansøgerens alder og helbredsforhold samt forløbet af det seneste arbejdstilbud.

Ud fra ansøgerens alder og helbredstilstand skønnedes ansøgeren endvidere at kunne påtage sig arbejde, hvor der blev taget hensyn til helbredsforholdene.

Ankestyrelsen fandt heller ikke, at den omstændighed, at ansøgeren efterfølgende afviste kommunens tilbud om forrevalidering og efterfølgende optræning på arbejdsmarkedet efter bistandslovens § 43, stk. 8, i sig selv kunne medføre, at revalideringsmulighederne i forhold til pensionslovgivningen måtte anses for udtømte.

Ankestyrelsen var af den opfattelse, at selvom ansøgeren havde brug for støtte for at kunne opnå og fastholde arbejde, var han også selv forpligtet til aktivt at medvirke i opnåelsen af dette.

Ankestyrelsen tiltrådte således revaliderings- og pensionsnævnets afgørelse.