Ankestyrelsens principafgørelse O-57-95

Principafgørelsen er afløst af en nyere afgørelse

Kassationsdato:

23-07-2009

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 26, stk. 1, nr. 1 og § 38

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 93, stk. 1, nr. 1

Ansøger anmodede kommunen om kontanthjælp den 5. marts 1990 på grund af arbejdsløshed. Han fik bevilget hjælp fra 1. marts 1990.

Den 20. april 1990 transporterede ansøger til sin bank sin fordring på overskydende skat for indkomstårene 1987 og 1988. Transporterklæringen blev noteret i Told- og Skattestyrelsen den 27. april 1990.

I juni 1991 orienterede han socialforvaltningen om, at han forventede at få et større beløb udbetalt fra skattevæsenet. Den 29. august 1991 blev kommunen bekendt med aftalen med banken.

Kommunen meddelte herefter, at overskydende skat ville blive betragtet som indtægt og fradraget i kontanthjælpen.

Ifølge den endelige opgørelse fra skattemyndighederne vedrørende indkomstårene 1987, 1988 og 1989 skulle ansøgeren have ca. 480.000 kr. tilbage i skat. Størstedelen af beløbet blev imidlertid brugt til regulering af gammel skattegæld, således at der ialt overgik 142.170 kr. til banken. Beløbet ville have været til rådighed fra 1. december 1991.

På baggrund heraf fandt kommunen, at ansøger havde udvist uforsvarlig økonomi ved at udstede transporterklæringen af 20. april 1990, og at han i stedet burde have levet af pengene. Den fremtidige kontanthjælp blev herefter gjort tilbagebetalingspligtig for det tidsrum, der svarede til den månedlige udbetaling divideret op i 142.170 kr., det vil sige i 24 måneder og 3 dage fra den 1. december 1991 at regne. I klagen til ankenævnet oplyste ansøger bl.a., at han indgik aftalen med banken i forbindelse med, at hans kassekredit blev forhøjet.

Ankenævnet tiltrådte kommunens beslutning om tilbagebetalingspligt af kontanthjælp for perioden 1. december 1991 og frem til ca. 4. december 1993 (eller op til ialt 142.170 kr.).

Nævnet begrundede afgørelsen med, at ansøger allerede på tidspunktet for indgåelse af aftalen med banken oppebar kontanthjælp.

Nævnet fandt, at ansøger burde have orienteret kommunen inden indgåelse af den pågældende aftale, og at den forventede udbetaling af overskydende skat burde have været anvendt til dækning af leve omkostninger m.v.

Ifølge oplysninger fra banken skyldte ansøger pr. 9. februar 1990 93.000 kr. på sin kassekredit, hvoraf 43.000 kr. var overtræk. Herudover havde han et billån og to boliglån i banken.

På transporttidspunktet var ingen af lånene sagt op, men dette skete senere.

Af kommunens journalark for perioden efter 1. december 1991 og frem til slutningen af 1993 fremgik, at der i denne periode var ydet ansøger hjælp i henhold til bistandslovens §§ 43, 46 og 46 a til forskellige formål.

Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om der på forhånd kan foretages modregning dag for dag i situationer, hvor der er tale om transport af betydelige beløb, der er anvendt til betaling af gældsposter.

Ankestyrelsen fandt, at ansøgers transport af forventet udbetaling af overskydende skat i en kontanthjælpsperiode måtte anses for uforsvar lig økonomi i henhold til bistandslovens § 26, stk. 1, nr. 1, idet han derved havde frataget sig muligheden for i en periode at kunne klare sig selv økonomisk.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at ansøger i forbindelse med sin første henvendelse om økonomisk hjælp havde haft pligt til at oplyse om sine økonomiske forhold, herunder om sit forventede tilgodehavende hos skattemyndighederne.

Ankestyrelsen lagde endvidere vægt på, at der ikke var tale om for falden gæld på transporttidspunktet, idet ansøgers kassekredit og øvrige lån ifølge de foreliggende oplysninger ikke var sagt op fra bankens side.

Ankestyrelsen fandt derfor, at kommunen havde været berettiget til at kræve tilbagebetaling af den hjælp, der var ydet ansøger i henhold til bistandslovens § 37 i en periode fra den 1. december 1991, for et beløb svarende til det beløb, der af skattemyndighederne var overført til banken i henhold til den underskrevne transporterklæring.

Den hjælp, der i tilbagebetalingsperioden var udbetalt i henhold til andre bestemmelser i bistandsloven - herunder hjælp til uddannelse og flytning - indgik ikke i det fastsatte tilbagebetalingspligtige beløb.

Med denne tilføjelse tiltrådte Ankestyrelsen ankenævnets afgørelse.