Ankestyrelsens principafgørelse O-73-95

Lov om social bistand - lovbekendtgørelse nr. 1024 af 13. december 1994 - § 15, stk. 5 og § 46a

Lov om aktiv socialpolitik - lovbekendtgørelse nr. 1460 af 12. december 2007 - § 82 og § 98, stk. 2

Socialministeriets vejledning af 3. april 1995 om kontanthjælp - pkt. 25

Ansøger, der var samlevende og havde modtaget kontanthjælp i ca. 3 år, søgte i januar 1994 om hjælp til betaling af en helprotese til overkæben til 2.750 kr.

Kommunen gav afslag med henvisning til, at ansøger kunne søge at indgå en afdragsordning med sin tandlæge.

Kommunen begrundede afslaget med, at ansøger havde haft mulighed for at spare op til udgiften, idet der ifølge beregningen af ansøgers økonomi var et overskud.

Af kommunens beregningsark fremgik, at kommunen havde fastsat et underholdsbeløb på 2.000 kr. (beløbet var fortrykt på beregningsarket).

Ankenævnet ændrede kommunens afgørelse. Nævnet fandt, når der hensås til det oplyste om ansøgers nettoindtægter sammenholdt med det oplyste om ansøgers rimelige faste udgifter, at ansøger ikke havde midler til at afholde den omhandlende udgift. Nævnet fandt, at det måtte betragtes som "åbenbart urimeligt", når forvaltningen alene ville overlade ansøger et underholdsbeløb på 2.000 kr.

I klagen til Ankestyrelsen gjorde kommunen bl.a. gældende, at den havde valgt at afsætte et underholdsbeløb til en voksen til 2.000 kr., efter at alle rimelige udgifter var betalt. Sagen blev behandlet i principielt møde med henblik på afklaring af, om en kommune ved afgørelsen af, om en ansøger skal have hjælp efter § 46 a, kan anvende et generelt fastsat beløb til ansøgers underhold.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ved afgørelsen af, om der kunne ydes hjælp efter bistandslovens § 46 a, ikke havde været berettiget til at lægge et fast underholdsbeløb på 2.000 kr. til grund ved vurderingen af ansøgers økonomiske forhold.

Ankestyrelsen lagde ved afgørelsen vægt på, at der ikke i bistands loven er hjemmel til at fastlægge et forudbestemt beløb til underhold uden at gå ind i en konkret skønsmæssig vurdering af ansøgers økonomi sammenholdt med udgiftens størrelse.

Ankestyrelsen fandt, at kommunen ved at fastsætte et sådant beløb havde sat det individuelle "skøn under regel".

Kommunens interne regel, hvorefter udgiften til underhold fast udgjorde 2.000 kr., måtte derfor anses for at være ulovlig.

Ankestyrelsen var i øvrigt enig med nævnet i, at det måtte betragtes som "åbenbart urimeligt", når forvaltningen alene ville overlade ansøger et månedligt underholdsbeløb på 2.000 kr.

Ankestyrelsen tiltrådte således nævnets afgørelse.