Ankestyrelsen udtalte, at det ikke fandtes at være i overensstemmelse med reglen i bistandslovens § 124, stk. 1, at kommunen havde begrænset moderens valg af advokat. Ankestyrelsen bemærkede, at der i bistandslovens § 124, stk. 5 var henvist til retsplejelovens regler om fri proces ved fastsættelse af salær og godtgørelse for udlæg til advokater.
Ankestyrelsen fandt herefter, at kommunen efter omstændighederne kunne være berettiget til at afslå godtgørelse af de udgifter, der var forbundet med at engagere en advokat, der var bosiddende udenfor retskredsen.
Indbringelse for Landsretten: Under Landsretsbehandlingen blev der nedlagt påstand om at udvalgets afgørelse af 1. oktober 1993 var ulovlig.
Landsretten fandt, at kommunalbestyrelsen efter bistandslovens § 124,stk 1, nr. 4 skulle tilbyde forældremyndighedens indehaver vederlagsfri advokatbistand under en sag om opretholdelse af anbringelse efter lovens § 35 a. Efter § 124, stk. 5, gjaldt om salær og godtgørelse for udlæg til advokaten samme regler som i tilfælde, hvor der var meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31. Kommunalbestyrelsen fandtes ikke i medfør af disse bestemmelser at kunne afvise en af forældremyndighedens indehaver ønsket advokat som følge af afstanden til den pågældende advokats kontor.
Efter sagens oplysninger kunne det imidlertid ikke anses for sand synliggjort, at det forhold, at kommunen stillede afstandskrav med hensyn til moderens advokatvalg, og at moderen herefter valgte ikke at lade sig repræsentere ved mødet den 1. oktober 1993 i Børn og unge-udvalget, havde haft betydning for sagens udfald. Der fandtes derfor ikke i det anførte forhold grundlag for at anse Børn og unge udvalgets afgørelse for ulovlig.
Landsretten stadfæstede således Ankestyrelsens afgørelse.
